Jep, så er efteråret snart slut... Og hvad betyder det? - Det betyder at vi er halvvejs igennem sæsonerne på alle de amerikanske sitcoms, som vi går og følger med i!
Jeg har nu besluttet mig for, fordi jeg har negligeret min blog i det foregående semester, at gennemgå alle serierne en for en, og tale om min følelser omkring dem indtil videre... Dog vil jeg komme til at tale om nogle serier, som jeg endnu ikke har haft mulighed for at tale om! But I will, in time, I promise, maybe!
Jep, men lad os starte med de gamle hunde:
1. The Office (7. sæson): Jeg elsker The Office, og mener at det er den bedste serie der kører på amerikansk tv lige nu! Eller, det gjorde jeg... Den sæson der kører nu, bliver den sidste med Michael Scott-karakteren, fordi Steve Carrel er blevet for kendt! Jeg har personligt en smule svært ved at finde ud af, om det er fordi jeg ved dette, at karakteren føles en smule mere ekskluderet fra resten af karakterene, eller en artikel jeg læste over sommeren der handlede om at Michael Scott i teorien godt kunne være 'The Scranton Strangler'... Michael Scott er en mere og mere nedbrudt og ødelagt karakter, og billedet krakelerer allerede i sæsonens første afsnit, hvor Michael Scott giver smæk til hans egen nevø, men også senere hvor det kommer frem at han aldrig har lært at cykle! - Konstant fremmedgøres og ødelægges karakteren, med en udvidet baggrundshistorie, der efterhånden gør, at man ikke forstår at manden ikke bare skyder sig selv!
Desuden er der også kommet en ny karakter, som nok er sat ind, for at kunne erstatte Michael Scott, selvom den nye karakter, meget spændende, ikke lader til at have nogle fejl eller mangler, ligesom alle andre!
2. How I Met Your Mother (6. sæson): Op til premieren, fortalte skaberen, at de havde forsøgt at lave serien mere, som den var de første to sæsoner... De første to sæsoner af How I Met Your Mother, mener jeg personligt er noget af de bedste fjernsyn der er blevet lavet - inden for den 'almindelige' sit-com-genre, med dåselatter og hvad der dertil hører! Og det synes jeg egentlig de har ramt vældig godt! Problemet med 4. og 5. sæson har i høj grad været at historierne har handlet om de andre karakterer, som er væsentligt mere spændende end hovedpersonen Ted. Men når man laver en serie, hvor præmissen er at alt der bliver fortalt har indflydelse på historien om hvordan Ted møder sin kone, er det underligt at lave afsnit der nærmest ikke har ham med. Og det mener jeg i høj grad også er underligt for seeren, man mister sin identifikation, og tænker blot efter afsnittet er slut; "Hvorfor skulle jeg se det?"
Men det har bestemt vendt sig, afsnittene handler mere om Ted, og selvom der sideløbende er en historie om at Barney leder efter sin far, så er det Ted der er hovedkarakteren igen!
3. The Big Bang Theory (4. sæson): Det er hvad det har været indtil nu! - Men, som jeg også vil komme ind på i forhold til 'Outsourced', så bliver serien mere og mere noget, som jeg ikke forstår at nogen gider at være med til at lave. Fordi de informationer der kommer frem, om tegneserier, computerspil og science fiction, er umiddelbart rigtige nok, min force ligger ikke inde for det, men det jeg kender til lyder ihvertfald rigtigt! Så der sidder nogle nørder bag, til at lave en serie der gør grin med nørderne... Hvorfor?
4. Community (2. sæson): Som jeg skrev i min foregående blog, så var jeg jo ikke endvidere imponeret over denne serie... Det har dog ændret sig! I slutningen af den foregående sæson, og især i denne, så har de fundet en form der gør den seværdig! Masser af hyggelige filmreferencer, som de bruger til fremdrift, og nogle åndsvage karakterer, som man alligevel holder en smule af. Det er faktisk gået hen og er blevet en fint velskruet sitcom! Dog heller ikke med noget nyskabende!
5. Modern Family (2. sæson): Igen en serie jeg har skrevet om før. Den arbejder stadig inden for samme rammer, nemlig denne mockumentary-stil, som i The Office, men med en mere almindelig familie-sit com'sk handlingsforløb. Datteren får en ny kæreste, og et skænderi om hvem af 'de voksne' der har smidt nøglerne væk. Helt basic, tilgængeligt og nemt at identificere sig med... Det vil ikke overraske mig hvis denne serie når rigtig langt! - Der er dog kommet en del flere følelser uden på tøjet, end der har været før, i den nye sæson, og det klær' den sgu' meget godt! Det gør jo ikke noget at man kan mærke karakterne, og ikke bare ser på dem! Griner med dem, og ikke af dem, om man vil! - Dog, hvilket irriterer mig, har de valgt at 'interviewscenerne' kun foregår hjemme i stuen, hvilket betyder at hvis de tager nogle karakterer med uden for huset, så vender de tilbage til huset for kommentere noget der lige er sket, og så tilbage uden for huset! Det bryder stilen en smule, og jeg kan ikke lade være med at fokusere på det, fremfor hvad joken nu end var!
6. Bored to Death (2. sæson): Nok den næste serie, jeg kaster min kærlighed over, og spreder budskabet om i blog-form! Derfor vil jeg forholde mig i korthed; Det er en dejlig serie, og selvom der har været en stor pause imellem første sæsons 8 afsnit, til starten af optagelserne af anden, så har de tre hovedkarakterer på ingen måde mistet den! Første sæson virkede måske en smule mere gennemskrevet, men det ændrer dog ikke det faktum at Bored to Death ER den bedste skrevede serie på fjernsynet lige nu! Dialogen er skarp, humoristisk og så intelligent at jeg føler mig som en åndsamøbe i dens selskab! Det er en fornøjelse at høre på...
7. Outsourced (1. sæson): Woaw, hvordan helvede har denne serie fået grønt lys! - Den er latterligt ringe, racistisk og dårligt udført. Den handler om en amerikaner der bliver forflyttet til Indien, for at styre et callcenter der sælger spøg&skæmt-artikler... And good times was had by all, undtagen publikum selvfølgelig! Det er en serie, som jeg ikke forstår folk gider at være med til at lave. Outsourced skal foregå i Indien, men er tydeligvis filmet i USA, (Faktisk er jeg i tvivl om, om folkene bag nogensinde har været i Indien). Alle inderne spilles af amerikanere, med en indisk baggrund... Men jeg fatter ikke, at alle de amerikanske skuespillere, med en indisk baggrund, kan gå hjem uden et dårlig smag i munden, der gør så unødvendigt meget grin med et så stort og stolt folkefærd... Jeg kan ikke se serien uden at tænke over, hvor meget de personer har solgt ud!
Jep, det er min følelser so far, omkring de forskellige serier, som jeg går og følger med i... 30 Rock mangler, men den er simpelthen blevet sorteret fra, så jeg kan hygge mig med den hen over julen! :-) - Desuden lover/håber jeg at vende tilbage med Bored to Death og Arrested Development! - Hvis I mangler noget at lave over julen, så se det...
onsdag den 1. december 2010
onsdag den 14. juli 2010
Community College!
Denne fine amerikanske institution, som for mange studerende er ildeset har nu affødt en serie. ’Community’. Ifølge serien, så tiltrækker denne type college, som, så vidt jeg forstår er en væsentligt billigere amerikansk uddannelsesløsning. Som folkeskolen overfor privatskolen herhjemme, så medfører dette også et helt andet niveau.
Dette opsummerer ’Community’ og siger at alle verdens low-lives dermed florerer på disse institutioner.
1. Den ældre mand, der pludselig gerne vil have en uddannelse.
2. Den sorte mor, der aldrig har haft tid.
3. Sports-fyren der blev skadet i high school, og dermed ikke kunne få et football-scholarship.
4. Stræber-pigen, der gik ned med stress i highschool, og derfor endte på rehab. – Som tillige var grim i HighSchool, og nu er blevet lækker, men med low self-esteem.
5. Den indiske fattige fyr, der ikke har haft råd til andet.
6. Hippie-pigen der først i slut-tyverne har fundet behov for eller tid til en uddannelse.
7. Og sidst; seriens hovedperson: Fyren der er blevet taget for at snyde sig igennem College, og derfor ikke kan bruge sin advokat-degree to practice law.
Jep, og der er så en af hver.
Jeg har set alle seriens cirka 24 afsnit. Det er hele den første sæson, og der skulle så begynde en anden sæson efter sommerferien.
Jeg begyndte egentlig at se serien, først fordi TV3 var begyndt at sende den, i den fine sendetid. Men jeg kunne, ved hjælp af et par afsnit ikke lige finde ud af hvad der var så godt ved den. – Så læste jeg på et forum, omkring årets emmy-nominerede, at flere mente at ’Community’ var blevet snydt. Så der måtte jo være et eller andet ved det!
(Dog sagde det samme forum at ’The Big Bang Theory’ var blevet snydt, og puuha, det er godt nok blevet kedeligt og forudsigeligt, i løbet af det sidste år. Så hvis folk mener at dét er Emmy-materiale, i højere grad end ’The Office’ eller ’30 Rock’, så siger det mere om dem, end om serien.)
’Community’ er mildest talt en underlig serie, for det første lod til at det tog dem, cirka en halv sæson om at finde formen. Dette er nok meget normalt, men det er meget tydeligt i denne serie. Hollywood og serie-magerne i LA og SF, har efterhånden fundet ud af at, film-referencer er den mest direkte vej til folks funny-button. Så fra at have en figur, der kun kan referere til virkeligheden ud fra tv-serier, går serien til halvvejs igennem første sæson, at lave hele afsnit der plagerier forskellige film eller genrer.
- Og må være ærlig, at sige, at det er først der min funny-button bliver kildet.
Hele serien starter med at disse figurer bliver samlet i en læsegruppe. Fordi seriens hovedperson, gerne vil score hippie-pigen, men hippie-pigen inviterer så alle de andre. Dog starter serien, som om at ingen af figurerne kendte i hinanden i forvejen, eller har nogen andre i deres liv. Faktisk de eneste figurer, fra karakterernes fortid der bliver præsenteret igennem seriens 24 afsnit er morens børn, og en kammerat hun har, som kun bliver omtalt. Ellers ser man også den indiske fyrs mand. Så er der også nogle andre, der til tider bliver omtalt, men generelt ser det ud som om at ingen af karaktererne har eksisteret før seriens startede.
Desuden virker seriens hovedperson, som bliver kørt i centrum af alle afsnits A- og B-historier, på mig, usympatisk og nærmest uvirkelig. Han har konstant en meget hård facade, der dog hurtigt brydes ned og bygges op igen i samme afsnit. Og desværre er dette sjældent sjovt.
Den eneste figur som fungerer hele vejen er den indiske, nærmest autistiske fyr, også fordi han er den eneste hvor baghistorien, ikke fortæller sig selv. Han er en smule mystisk, og så er han med hans konstante film og serie-referencer, seriens punch-line. Samtidig er han som Dwight fra ’The Office’ og til dels også Barney fra ’How I Met Your Mother’, i konstant kontrol over situationen og hans egne handlinger.
- Eksempelvis i et afsnit, hvor gruppen prøver at lære ham at score. Og forklarer ham, at han bare skal ændre sig, fra sit ellers meget tilbageholdne og beskedne personlighed. Derfor ændrer han sig hurtigt til hovedpersonen i MadMen, Don Draper, og formår i løbet af sekunder at charmere sig ind på stræber-pigen, der derefter er fuldstændig skudt i ham.
Det sjove er at, den indiske fyr, i serien, laver en web-serie, der tager udgangspunkt i de situationer som karaktererne kommer ud for i serien. Og fordi han har placeret dem alle i tv-serie-kliché-kasser, så er han ofte i stand til at forudse fremtiden. Dermed kan han lave hans web-afsnit før hændelserne har udspillet sig til ende. Det sørgelige for denne fyr er dog, at den eneste figur der fungerer i ’Community’, ham selv, ikke er med i hans egen serie.
Man kan dog sige, at det er flot af ’Community’ at tør lave en almindelig tv-serie. Altså ikke en mockumentary-serie, som vi efterhånden også har en del af. Der er dog heller ikke dåselatter på, og den er ikke bygget op, som en decideret sit-com, ligesom ’venner’. Den er nærmere, hvis jeg skal referere til noget, filmet ligesom ’Scrubs’.
Det var min, meget lange, fortælling omkring serien ’Community’, som jeg, efter at have set den, hverken syntes fortjener en emmy, eller at blive sendt på TV3… Jeg forstår ikke hvem den appellerer til i Danmark, siden halvdelen er serien foregår rundt om dette college-tema, og dermed en verden, som ikke mange danskere har first-hand-experience med.
Måske den har været billig, siden ingen af figurerne rigtig er a-listere. Der er Ken Yeoung, som man kender som the chinese-guy, fra flere af disse Judd Apatow-film og lignende komedier. Det er blandt andet ham der er kongen af rollespillet i ’Rolemodels’ og ham der hopper ud af bagagerummet nøgen i ’The Hangover’. Udover det spiller Chevy Chase rollen, som den gamle fyr. – Og det gør han vel egentligt okay, hvis ikke man kunne mærke at Chevy Chase ikke spiller rollen, men har lavet rollen ud fra hvad han syntes er sjovt.
- Men der er han vel efterhånden også i en amerikansk-komik-position til at måtte gøre, bare synd at det bliver på seriens bekostning.
torsdag den 17. juni 2010
The Parks!
Se introen!
Yep, for den avancerede TV-seer så er det her tydeligvis en ny The Office. Sidebar: Det her er en dejlig instrumental intro, som man har lyst til at høre igen og igen. Det behøver nemlig ikke være en pop-rock-sang, for at være en god intro-sang; Friends, Big Bang Theory og, øhmm, How I Met Your Mother (still cool shows though)...
Men jep, det her er en sitcom, der har kørt 2 sæsoner indtil videre, første sæson dog kun af seks afsnit. Serien handler om en kommite, der står for Parks and Recreation i byen, så det foregår på et kontor, like The Office, men med flere politiske emner, måske lidt lånt fra det britiske In the Thick of It! - Der dog er væsentligt mere politisk avanceret...
Det er skaberne af The Office der står bag, en af hovedrolleindehaverne er Rashida Jones, som har haft en længerevarende rolle i The Office. Hmm, yderligere har Amy Poehler en hovedrolle. Amy Poehler er kendt fra SNL, og har i mange år været Tina Feys sidestykke dér... Og hun spiller egentlig den samme type som Tina Fey gør i 30 Rock, en single karrierekvinde.
But wait, theres more: En af hovedforfatterne på serien og producent, var head of writing på The Simpsons dengang det var godt, omkring 6-11 sæson, Mike Scully. Han lavede også sin egen serie i 2004, der kun kørte en enkelt sæson, med god grund, maaan, what a stinker, og det var faktisk instrueret af Mel Gibson. Haha, what were they thinking?
Med alt denne bagage, så kan det næsten ikke gå galt! Det er god hovedsagligt inspireret af The Office, hvilket måske er meget smart, da The Office stadig er lige så sjovt og aktuelt som altid, men skuespillerne begynder at bakke ud, eller ihvertfald Steve Carrel dropper nok ud efter den kommende sæson... - Og hvad vil det være uden ham? Så selvom vi elsker de karakterer, kan vi på en måde leve videre med Parks and Recreation... Fremfor at serien bliver ved med at køre indtil ingen af de originale karakterer er tilbage; Boom, Roasted, recently cancelled Scrubs!
Efter det oplæg er det svært ikke at tale positivt om serien, hvilket overrasker mig, fordi i starten syntes jeg at det plagerierede The Office for meget, til at det nogensinde kunne blive godt. Og det gør det også, men jeg tror alligevel det bliver godt, down the line. Jeg har ihvertfald kunne mærke en positiv udvikling fra 1. til 2. sæson. Ligesom med The Office, dengang det var nyt.
Karaktererne er der ihvertfald til at forelske sig i, og serien har ikke så selvudslettende præmis, som ihvertfald How I Met Your Mother har, og jeg også mente The Office havde i starten.
Men seriens bedste karakter er klart spillet af Aziz Ansari, åbenbart komediens nye håb. Han har haft flere biroller i nyere komediefilm, såsom 'I love you, man!' og 'Funny People', men han har for nyligt fået en aftale om at spille hovedrollen i 3 spillefilm, så vi kommer nok til at se en del til ham i fremtiden. Men han er også åndsvagt sjov! - Han har en del gylden dialog, og bruger meget sin krop og sit ansigt til at spille en meget flyvende og frisk figur:
Men dog ikke en så karikeret figur, som Barney i HIMYM, som man har svært ved at se have rigtige følelser... Mange af figurerne er ekstremt karikerede og uvirkelige, men de har alle en grad af virkelighed i dem, der gør at man sagtens kan se dem have rigtige følelser...
Anywho, jeg syntes ihvertfald at hvis man er fan af The Office, og mangler sit fix, så burde man bestemt se de udkommede afsnit af Parks and Recreation, og så kunne det være man begyndte at følge med i det efter sommeren...
Yep, for den avancerede TV-seer så er det her tydeligvis en ny The Office. Sidebar: Det her er en dejlig instrumental intro, som man har lyst til at høre igen og igen. Det behøver nemlig ikke være en pop-rock-sang, for at være en god intro-sang; Friends, Big Bang Theory og, øhmm, How I Met Your Mother (still cool shows though)...
Men jep, det her er en sitcom, der har kørt 2 sæsoner indtil videre, første sæson dog kun af seks afsnit. Serien handler om en kommite, der står for Parks and Recreation i byen, så det foregår på et kontor, like The Office, men med flere politiske emner, måske lidt lånt fra det britiske In the Thick of It! - Der dog er væsentligt mere politisk avanceret...
Det er skaberne af The Office der står bag, en af hovedrolleindehaverne er Rashida Jones, som har haft en længerevarende rolle i The Office. Hmm, yderligere har Amy Poehler en hovedrolle. Amy Poehler er kendt fra SNL, og har i mange år været Tina Feys sidestykke dér... Og hun spiller egentlig den samme type som Tina Fey gør i 30 Rock, en single karrierekvinde.
But wait, theres more: En af hovedforfatterne på serien og producent, var head of writing på The Simpsons dengang det var godt, omkring 6-11 sæson, Mike Scully. Han lavede også sin egen serie i 2004, der kun kørte en enkelt sæson, med god grund, maaan, what a stinker, og det var faktisk instrueret af Mel Gibson. Haha, what were they thinking?
Med alt denne bagage, så kan det næsten ikke gå galt! Det er god hovedsagligt inspireret af The Office, hvilket måske er meget smart, da The Office stadig er lige så sjovt og aktuelt som altid, men skuespillerne begynder at bakke ud, eller ihvertfald Steve Carrel dropper nok ud efter den kommende sæson... - Og hvad vil det være uden ham? Så selvom vi elsker de karakterer, kan vi på en måde leve videre med Parks and Recreation... Fremfor at serien bliver ved med at køre indtil ingen af de originale karakterer er tilbage; Boom, Roasted, recently cancelled Scrubs!
Efter det oplæg er det svært ikke at tale positivt om serien, hvilket overrasker mig, fordi i starten syntes jeg at det plagerierede The Office for meget, til at det nogensinde kunne blive godt. Og det gør det også, men jeg tror alligevel det bliver godt, down the line. Jeg har ihvertfald kunne mærke en positiv udvikling fra 1. til 2. sæson. Ligesom med The Office, dengang det var nyt.
Karaktererne er der ihvertfald til at forelske sig i, og serien har ikke så selvudslettende præmis, som ihvertfald How I Met Your Mother har, og jeg også mente The Office havde i starten.
Men seriens bedste karakter er klart spillet af Aziz Ansari, åbenbart komediens nye håb. Han har haft flere biroller i nyere komediefilm, såsom 'I love you, man!' og 'Funny People', men han har for nyligt fået en aftale om at spille hovedrollen i 3 spillefilm, så vi kommer nok til at se en del til ham i fremtiden. Men han er også åndsvagt sjov! - Han har en del gylden dialog, og bruger meget sin krop og sit ansigt til at spille en meget flyvende og frisk figur:
Men dog ikke en så karikeret figur, som Barney i HIMYM, som man har svært ved at se have rigtige følelser... Mange af figurerne er ekstremt karikerede og uvirkelige, men de har alle en grad af virkelighed i dem, der gør at man sagtens kan se dem have rigtige følelser...
Anywho, jeg syntes ihvertfald at hvis man er fan af The Office, og mangler sit fix, så burde man bestemt se de udkommede afsnit af Parks and Recreation, og så kunne det være man begyndte at følge med i det efter sommeren...
fredag den 7. maj 2010
Fiktion overfor virkeligheden!
Jeg har et problem, når det kommer til, jae, 'kulturelle tilbud'. - Jeg er bedst til at opsøge nogen selv, igennem eksempelvis internettet. - Heri er der jo egentlig ikke noget problem. - Problemet er at når nogen foreslår mig noget, lytter jeg ALDRIG! Faktisk tænder det mig mere af, hvis nogen foreslår mig noget.
'Du skal lige høre den her sang!' eller 'Har du nogensinde set 'XXXXX', det er satme en fed film', det hader jeg. Samtidig bruger jeg jo hver eneste chance jeg får, til at foreslå andre mennesker et fedt band, eller livsændrende film.
Jep, med alt det her vil jeg sige, at jeg løbende de sidst 3-4 år er blevet foreslået "Stranger than fiction". Jeg elsker Will Ferrel, eller jeg syntes ihvertfald han er sjov. Han har satme også lavet nogle stinkers, men lad det nu ligge.
Okay, så i dag, eller, her til aften! - Jeg har virkelig haft, hvad jeg ville kalde en 'hård dag'. Vågnede op med tømmermænd, fra en torsdagscafé, som jeg brugte størstedelen af gårsdagen, på at få i orden. Yes, ræsede ud på Uni, for at få sat gang i en eksamensopgave, hvorefter jeg begyndte på et nyt job i ComputerCity! Klokken 11 - 19. Woaw, det er en lang dag, på et nyt arbejde.
Yes, da jeg så får fri tænker jeg bare; Nu skal livet forsødes, inden jeg skal på arbejde igen i morgen tidlig. Jeg hopper i Bilka, og venter 20 minutter i kø, for at købe en sodavand og en ritter-sport! - Jeg cykler hjem i regnvejr og modvind, ligger mig på sofaen, benene kramper op, og lægmusklerne er følelsesløse.
Jeg slår over på Zulu, klokken er præcis 20.00... En film begynder, "Stranger than fiction".
- Det har været min første egentlige arbejdsdag i 8-9 måneder. De 8-9 måneder har jeg brugt min fritid på at drikke øl, være 'aktiv' på studiet, festudvalg og fagrådet. Men størstedelen er gået med at se fjernsyn...
Filmen handler om en forfatter, der søger en måde at slå sin protagonist ihjel. Sideløbende ser man en, umiddelbart, almindeligt kedelig mand (Will Ferrel), som til forskel fra alle andre mennesker hører en fortælle-stemme, der fortæller hans tanker og meninger, bedre formuleret end han selv er i stand til. - Den opmærksomme film-seer ligger hurtigt 2 og 2 sammen, og regner ud at forfatteren er fortælleren.
Men er Will Ferrel-delen virkelighed eller fiktion? Og hvad foretrækker man egentlig? - Efter at have brugt 8 måneder på, at både på studiet og i min virkelighed at fordybe mig i fiktion, og nu er kommet ud i, hvad jeg i denne lille sammenkog kalder, den egentlige virkelighed, kan man hurtigt komme til at ønske, at alting var som i bøgerne, eller filmene.
Har du ikke set 'Stranger than Fiction', så stop med at læse, se den, og vend tilbage...
I løbet af filmen kommer karakterne i filmen faktisk frem til, at fiktionen er strengt taget, at foretrække overfor virkeligheden, og at man skal være villig til faktisk at ofre sit liv, for fiktionens overlevelse. Dog, og det er her jeg afslører slutningen, nemlig at forfatteren/fortælleren vælger, selvom de øvrige karakterer og seeren, faktisk overbevises om fiktionens vigtighed, at virkeligheden er vigtigst. Lev livet mens du har det!
Da Will Ferrel ikke ved at han skal dø, lever han livet efter sine selv-opstillede regler og har ikke rigtig opnået noget, udover en stabil karriere. Men det sekund han finder ud af at han snart skal dø, vender han sit liv på hovedet, og begynder at opsøge alle de ting, han altid gerne have villet. Ekstremt livsbekræftende, men også en vigtig lektie.
- Jeg kan ikke lade være med at tænke på et afsnit af 'The Simpsons', hvor Homer læser en bog om hvordan man hurtigt bliver rig, og det første råd er at 'man skal leve hver dag, som om det er ens sidste', og han sætter sig ned på kantstenen og begynder at græde.
Så nu glæder jeg mig til at få hovedet ud af den her computer, få sovet et par timer og så ræse ud i virkeligheden i morgen tidligt. Fordi det er sgu der tingene foregår. Fiktion er på ingen måde nemmere, den har bare en fast opskrift, og det jo det vi søger.
(I denne parantes, som vil være knap så beklagende/belærende, vil jeg lige fortælle lidt om filmens kvindelige interesse for protagonisten: Maggie Gyllenhall, hende der overtog Katie Holmes's rolle i Batman, efter at Tom Cruise have ødelagt hende. - Og jeg har kun hørt, at folk ikke syntes hun er hverken 'sød' eller 'lækker'. - Men for søren, i den her film, og egentlig også i 'Crazy Heart', syntes jeg hun beviser at hun har den der skjulte kvalitet, som jeg, og fyre generelt egentlig søger i film.
En pige man bliver lidt små-forelsket i. - En pige man kunne forestille sig at være kærester med, som er sød og sjov, og alt det der.
Det samme kan Zooey Deschanel, hvilket hun viser i 'Yes Man' (en film lige så livsbekræftende) og især i '(500) Days of Summer'. - Da jeg så den sidstnævnte film, røg jeg i en lille psykose, og fik følelsen af at Zooey Deschanel havde slået op med mig. Jeg fik den der følelse, som kun piger kan give en. Der gik ihvertfald et par dage, før jeg var ovre det.)
'Du skal lige høre den her sang!' eller 'Har du nogensinde set 'XXXXX', det er satme en fed film', det hader jeg. Samtidig bruger jeg jo hver eneste chance jeg får, til at foreslå andre mennesker et fedt band, eller livsændrende film.
Jep, med alt det her vil jeg sige, at jeg løbende de sidst 3-4 år er blevet foreslået "Stranger than fiction". Jeg elsker Will Ferrel, eller jeg syntes ihvertfald han er sjov. Han har satme også lavet nogle stinkers, men lad det nu ligge.
Okay, så i dag, eller, her til aften! - Jeg har virkelig haft, hvad jeg ville kalde en 'hård dag'. Vågnede op med tømmermænd, fra en torsdagscafé, som jeg brugte størstedelen af gårsdagen, på at få i orden. Yes, ræsede ud på Uni, for at få sat gang i en eksamensopgave, hvorefter jeg begyndte på et nyt job i ComputerCity! Klokken 11 - 19. Woaw, det er en lang dag, på et nyt arbejde.
Yes, da jeg så får fri tænker jeg bare; Nu skal livet forsødes, inden jeg skal på arbejde igen i morgen tidlig. Jeg hopper i Bilka, og venter 20 minutter i kø, for at købe en sodavand og en ritter-sport! - Jeg cykler hjem i regnvejr og modvind, ligger mig på sofaen, benene kramper op, og lægmusklerne er følelsesløse.
Jeg slår over på Zulu, klokken er præcis 20.00... En film begynder, "Stranger than fiction".
- Det har været min første egentlige arbejdsdag i 8-9 måneder. De 8-9 måneder har jeg brugt min fritid på at drikke øl, være 'aktiv' på studiet, festudvalg og fagrådet. Men størstedelen er gået med at se fjernsyn...
Filmen handler om en forfatter, der søger en måde at slå sin protagonist ihjel. Sideløbende ser man en, umiddelbart, almindeligt kedelig mand (Will Ferrel), som til forskel fra alle andre mennesker hører en fortælle-stemme, der fortæller hans tanker og meninger, bedre formuleret end han selv er i stand til. - Den opmærksomme film-seer ligger hurtigt 2 og 2 sammen, og regner ud at forfatteren er fortælleren.
Men er Will Ferrel-delen virkelighed eller fiktion? Og hvad foretrækker man egentlig? - Efter at have brugt 8 måneder på, at både på studiet og i min virkelighed at fordybe mig i fiktion, og nu er kommet ud i, hvad jeg i denne lille sammenkog kalder, den egentlige virkelighed, kan man hurtigt komme til at ønske, at alting var som i bøgerne, eller filmene.
Har du ikke set 'Stranger than Fiction', så stop med at læse, se den, og vend tilbage...
I løbet af filmen kommer karakterne i filmen faktisk frem til, at fiktionen er strengt taget, at foretrække overfor virkeligheden, og at man skal være villig til faktisk at ofre sit liv, for fiktionens overlevelse. Dog, og det er her jeg afslører slutningen, nemlig at forfatteren/fortælleren vælger, selvom de øvrige karakterer og seeren, faktisk overbevises om fiktionens vigtighed, at virkeligheden er vigtigst. Lev livet mens du har det!
Da Will Ferrel ikke ved at han skal dø, lever han livet efter sine selv-opstillede regler og har ikke rigtig opnået noget, udover en stabil karriere. Men det sekund han finder ud af at han snart skal dø, vender han sit liv på hovedet, og begynder at opsøge alle de ting, han altid gerne have villet. Ekstremt livsbekræftende, men også en vigtig lektie.
- Jeg kan ikke lade være med at tænke på et afsnit af 'The Simpsons', hvor Homer læser en bog om hvordan man hurtigt bliver rig, og det første råd er at 'man skal leve hver dag, som om det er ens sidste', og han sætter sig ned på kantstenen og begynder at græde.
Så nu glæder jeg mig til at få hovedet ud af den her computer, få sovet et par timer og så ræse ud i virkeligheden i morgen tidligt. Fordi det er sgu der tingene foregår. Fiktion er på ingen måde nemmere, den har bare en fast opskrift, og det jo det vi søger.
(I denne parantes, som vil være knap så beklagende/belærende, vil jeg lige fortælle lidt om filmens kvindelige interesse for protagonisten: Maggie Gyllenhall, hende der overtog Katie Holmes's rolle i Batman, efter at Tom Cruise have ødelagt hende. - Og jeg har kun hørt, at folk ikke syntes hun er hverken 'sød' eller 'lækker'. - Men for søren, i den her film, og egentlig også i 'Crazy Heart', syntes jeg hun beviser at hun har den der skjulte kvalitet, som jeg, og fyre generelt egentlig søger i film.
En pige man bliver lidt små-forelsket i. - En pige man kunne forestille sig at være kærester med, som er sød og sjov, og alt det der.
Det samme kan Zooey Deschanel, hvilket hun viser i 'Yes Man' (en film lige så livsbekræftende) og især i '(500) Days of Summer'. - Da jeg så den sidstnævnte film, røg jeg i en lille psykose, og fik følelsen af at Zooey Deschanel havde slået op med mig. Jeg fik den der følelse, som kun piger kan give en. Der gik ihvertfald et par dage, før jeg var ovre det.)
fredag den 30. april 2010
Berlin – En medieret erindring
Dette er min medierede erindring om vores studietur til Berlin. Vi skulle lave en medieret erindring, omkring turen, og da min erindring er et medie, en blog, vil jeg ikke udelukkende erindre medie-oplevelser. – Som programmet også var mere eller mindre fattig af.
Faktisk starter vi med den der var, som jeg vil kalde udelukkende en medie-oplevelse på vores forud planlagte program: Berlins filmmuseum, og dermed også hvad der kaldes Sony-Centret. Det er et fantastisk sted, hvor man kan mærke kulturens tilstedeværelse.
Nærmest et colloseum af butikker og cafeér der omringer et værested og springvand. – Indenfor, men dog udenfor. Og i dette mediehjerte ligger Berlins filmmuseum, og Berlins filmskole.
- Vi snakkede en del om hvor fantastisk det måtte være, at gå på en filmskole, i fantastiske omgivelser, og desuden også med et filmmuseum inden for rækkevidde, til altid at minde en om hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen, som tysk filmskaber.
- Vi snakkede en del om hvor fantastisk det måtte være, at gå på en filmskole, i fantastiske omgivelser, og desuden også med et filmmuseum inden for rækkevidde, til altid at minde en om hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen, som tysk filmskaber.
Dog er selve museet, som alle andre oplevelser i Berlin, dybt mærket af deres fortid. Altså hvor alt kører på skinner, indtil omkring ’33, og så er det bare møg indtil murens fald, og nu bygger de det langsomt op igen.
Og det er synd, fordi museet tegner et billede, af et pre ’33-Berlin der var dybt kulturelt nyskabende, og den smule filmhistorie jeg har på rygraden, fortæller mig da også at Tyskland, bestemt var med blandt de første.
Den anden overraskende oplevelse, i Berlin, var bestemt måden de skjulte nybyggerier/faldefærdige huse. Ikke alene var de beklædt med en kæmpe reklame, men rundt om reklamen var der et billede af en facade, der, om man så må sige, fyldte hele facaden. Om det var målet med renoveringen, at facaden, skulle ende sådan, var lidt uklart. Men bestemt en god idé.
Jeg prøver lige at forklare det igen, fordi det er lidt svært; Altså en hel side af en bygning var beklædt med en kæmpe stor plakat, og den forestillede egentlig bare bygningens facade, så det på sigt lignede, at huset så sådan ud. Og det var på store 4-6 etagers bygninger.
- Det er svært at forklare, uden at vise det.
Berlin som oplevelse!
Nu har jeg været i flere storbyer på kloden; bl.a. Johannesburg, Sao Paulo og New York. Og jeg må være ærlig; jeg syntes Berllin, er en af de mest deprimerende storbyer, jeg har været i. Det er faktisk også den eneste europæiske storby jeg har været i, i mit ’voksne’ liv.
Om den er så deprimerende for andre, kan jeg jo umuligt udtale mig om. Måske er det fordi, jeg er ud af en familie, der kommer fra det sydlige Jylland, og at jeg i min barndom er blevet fodret med historier fra krigen, af mine bedsteforældre.
Eller om det er fordi, at faget historie i slutningen af folkeskolen, og i størstedelen af mit handelsskole-forløb, har handlet om hvor ’onde’ tyskerne har været i fortiden. Og at jeg ubevidst hader tyskere, og derfor ikke bryder mig om at være i byen. Hmm, det er svært at svare på. Men det er den begrundelse jeg bruger på, hvorfor jeg er så ringe til deres sprog, når man tænker på at jeg har haft det i 5 år, og endda har taget ekstraundervisning i det.
En mental blokade overfor alt tysk! – Det lyder ikke usandsynligt…
En mental blokade overfor alt tysk! – Det lyder ikke usandsynligt…
Re-Vertigo
Det overraskende på denne akademiske outing, var egentlig hvor hurtigt alle folk røg tilbage i deres Gymnasie-roller. Det var præcis som min studietur på Handleren, bare uden regler. Det er hvad karakteren Marshall, fra How I Met Your Mother-tvserien, kalder for re-vertigo. Og jeg kan ikke huske det rigtige ord, men Lotte Nyboe omtalte fænomenet i en undervisnings-gang.
Det er simpelthen når mennesker ryger i en position, der minder så meget om noget de har prøvet før, at de ændrer deres personlighed derefter. At man snakker med en person fra folkeskolen, og derfor har en række ’interne jokes’ eller ’vendinger’, som kun giver mening for de involverede. Og det kan være så voldsomt, at man helt ændrer ens personlighed, og man får ændret sine moralske kodes.
Det er simpelthen når mennesker ryger i en position, der minder så meget om noget de har prøvet før, at de ændrer deres personlighed derefter. At man snakker med en person fra folkeskolen, og derfor har en række ’interne jokes’ eller ’vendinger’, som kun giver mening for de involverede. Og det kan være så voldsomt, at man helt ændrer ens personlighed, og man får ændret sine moralske kodes.
Det skete for undertegnet, men også for flere andre det sekund vi steg ind i bussen. Der er jo den frihed ved at være i en fremmed by, at man som sådan kan gøre hvad man vil, fordi man aldrig vil have ’moralske tømmermænd’ overfor de lokale. At snakke dansk foran en der ikke forstår sproget, og på den måde ekskludere den givne person fra samtalen. Det er sjovt!
På turen fik vi, vores egne ’internet jokes’ og ’vendinger’, som nu, hvor vi er tilbage i ’virkeligheden’, ikke har den samme mening og betydelighed.
Oven i det kommer gruppe-mentalitet, hvor man nærmest ikke kan tænke selv, bare fordi man går i en gruppe af 20 personer. Når en person bevæger sig, går alle med. – Jeg fandt mig selv flere gange, stå og spørge folk; ’Hvad gør jeg nu?’ og ’Hvor er vi?’. Hovedsagligt når vi stod stille. – Jeg kunne slet ikke finde på, at finde et bykort frem (som jeg havde med), og tjekke hvor vi var henne i byen. Alle de andre var ikke bange, derfor bør jeg heller ikke være det.
Oven i det kommer gruppe-mentalitet, hvor man nærmest ikke kan tænke selv, bare fordi man går i en gruppe af 20 personer. Når en person bevæger sig, går alle med. – Jeg fandt mig selv flere gange, stå og spørge folk; ’Hvad gør jeg nu?’ og ’Hvor er vi?’. Hovedsagligt når vi stod stille. – Jeg kunne slet ikke finde på, at finde et bykort frem (som jeg havde med), og tjekke hvor vi var henne i byen. Alle de andre var ikke bange, derfor bør jeg heller ikke være det.
Det var min medierede erindring om Berlin. Lidt over det hele, efter min egen mening, og ingen endelige konklusioner. Præcis som en god blog bør være.
søndag den 25. april 2010
Kick-Ass sparker røv!
Eller, det syntes jeg faktisk IKKE, men det var en uundgåelig titel. Filmen promoveres/kaldes for at være en blanding af "Superbad" og "Spiderman". Og det er lige præcis hvad den er.
SPOILERS - SPOILERS - SPOILERS - SPOILERS - SPOILERS
Spiderman-fortællingen, med Spiderman-karakterer, men med forsøg på Superbad-humor, desværre lader det sig kun gøre et par gange. Fordi egentlig så er Superbad-delene bare, at der bliver sagt 'pik' og 'fisse' et utal af gange........og det får ikke Kick-ass helt derop.
Det er meget; Vi tegner et naturligt billede af en high school-kid, ved at få ham til at onanere foran computer-skærmen 8 gange, i løbet af de indledende credits, til minderne om hans storbarmede engelsklærer. Og på sin vis kopierer det direkte den indledende scene i Superbad hvor de 2 hovedkarakterer diskuterer porno-hjemmesider.
Egentlig syntes jeg at Nicholas Cage's (forholdsvis lille) rolle, hjælper filmen en del. Første gang man ser ham, pløkker han en lille pige direkte i brystet, hvorefter hun rejser sig op, og han aftaler derefter med hende, at hvis han må gøre det 2 gange mere, så tager de ud og bowler bagefter.
Men det er nok også fordi jeg altid har elsket Nicholas Cage, han har bare været lidt uheldig med rollerne på det sidste, og han er kommet i 'bad-standing' ved det brede publikum, hvilket også er hvorfor han økonomisk har været lidt ude og hænge (tror jeg!). Så det er godt at have ham tilbage i en Action-rolle, men også i en rolle hvor han ikke bare spiller 'Switch faces with me'/'Turn around in slow-motion'-Nicholas Cage, men faktisk spiller en lidt anderledes og sjov figur.
Med baggrund i traileren, så har filmen faktisk en overraskende kompleks historie, hvor de godt og vel 6-8 figurer har hver deres agenda, hvilket er dejligt. Faktisk vil jeg sige, at det er en af de få tegneserie-film, der giver én en følelse af 'tegneserie'. Både i forhold til historiens kompleksitet, og fortællerytme/-stil. Fuck it, jeg smider billedbeskæringen med hér, den minder også lidt om, lidt som i 'Sin City'.
Jeg antager at filmen bygger over flere bind, hvis filmen følger historierne kronologisk. Jeg fik ihvertfald en følelse flere gange, som om filmen skulle fortsætte (ligesom slutning af LOTR 3). Hvor det føles som om der kommer et klimaks, men at filmen fortsætter. Og det er på mange måder fair, hvis ikke filmen sluttede uden en endelig konklusion, men med et ekstremt usmagelig oplæg i til en efterfølger.
Denne efterfølger håber jeg kommer til at hedde 'Hit-Girl'. Hun er som en figur, taget direkte ud af en Tarantino-film, og hun er en fornøjelse at kigge på. En ung pige, 11 år tror jeg, med vilje og styrke til at slå 8 armored mænd ihjel, ALENE.
De kritiske film-seere (FOX-kvinder), siger at denne figur opfordrer børn til vold, og jeg er da ikke i tvivl om at til Halloween, vil enhver unge være klædt ud som 'Hit-Girl', Men under alle omstændigheder opfordrer denne figur da til kvinde-styrke, som en moderne 'Spice-Girl'.
- Det komiske er dog, at i scenerne med hende, kan hun sagtens tæve 52 mand, med bind for øjnene, men hun bliver altid i sidste øjeblik reddet af en mand (det er jo en Hollywood-blockbuster).
Kick-Ass skal dog have, at den behandler emnet om en 'virkelighedens superhelt' godt, i og med, at hovedpersonen faktisk nærmest ikke tæver nogen, han bliver bare indblandet i en masse ting. - Og bliver tvunget til at slå fra sig. 'Shit', 'Fuck og 'Awesome' bliver brugt konstant, og der er da også en sex-scene imellem high-school'ers i en baggård (Ted Moesby's datter, WHAAAT?!). Hvilket, som bekendt, ikke har været nem at få igennem censuren.
Da jeg så den, tænkte jeg konstant, at den er som 'Zombieland'. De prøver at tage en genre, og så presse den i boksen, jeg kalder, 'de nye komedier', dog syntes jeg ikke, at udførelsen er lige så lækker, som Zombielands. Men jeg kommer nok til at se Kick-Ass et par gange mere på DVD.
Jeg glæder mig stadigvæk mere til 'Scott Pilgrim vs. The World'.
SPOILERS - SPOILERS - SPOILERS - SPOILERS - SPOILERS
Spiderman-fortællingen, med Spiderman-karakterer, men med forsøg på Superbad-humor, desværre lader det sig kun gøre et par gange. Fordi egentlig så er Superbad-delene bare, at der bliver sagt 'pik' og 'fisse' et utal af gange........og det får ikke Kick-ass helt derop.
Det er meget; Vi tegner et naturligt billede af en high school-kid, ved at få ham til at onanere foran computer-skærmen 8 gange, i løbet af de indledende credits, til minderne om hans storbarmede engelsklærer. Og på sin vis kopierer det direkte den indledende scene i Superbad hvor de 2 hovedkarakterer diskuterer porno-hjemmesider.
Egentlig syntes jeg at Nicholas Cage's (forholdsvis lille) rolle, hjælper filmen en del. Første gang man ser ham, pløkker han en lille pige direkte i brystet, hvorefter hun rejser sig op, og han aftaler derefter med hende, at hvis han må gøre det 2 gange mere, så tager de ud og bowler bagefter.
Men det er nok også fordi jeg altid har elsket Nicholas Cage, han har bare været lidt uheldig med rollerne på det sidste, og han er kommet i 'bad-standing' ved det brede publikum, hvilket også er hvorfor han økonomisk har været lidt ude og hænge (tror jeg!). Så det er godt at have ham tilbage i en Action-rolle, men også i en rolle hvor han ikke bare spiller 'Switch faces with me'/'Turn around in slow-motion'-Nicholas Cage, men faktisk spiller en lidt anderledes og sjov figur.
Med baggrund i traileren, så har filmen faktisk en overraskende kompleks historie, hvor de godt og vel 6-8 figurer har hver deres agenda, hvilket er dejligt. Faktisk vil jeg sige, at det er en af de få tegneserie-film, der giver én en følelse af 'tegneserie'. Både i forhold til historiens kompleksitet, og fortællerytme/-stil. Fuck it, jeg smider billedbeskæringen med hér, den minder også lidt om, lidt som i 'Sin City'.
Jeg antager at filmen bygger over flere bind, hvis filmen følger historierne kronologisk. Jeg fik ihvertfald en følelse flere gange, som om filmen skulle fortsætte (ligesom slutning af LOTR 3). Hvor det føles som om der kommer et klimaks, men at filmen fortsætter. Og det er på mange måder fair, hvis ikke filmen sluttede uden en endelig konklusion, men med et ekstremt usmagelig oplæg i til en efterfølger.
Denne efterfølger håber jeg kommer til at hedde 'Hit-Girl'. Hun er som en figur, taget direkte ud af en Tarantino-film, og hun er en fornøjelse at kigge på. En ung pige, 11 år tror jeg, med vilje og styrke til at slå 8 armored mænd ihjel, ALENE.
De kritiske film-seere (FOX-kvinder), siger at denne figur opfordrer børn til vold, og jeg er da ikke i tvivl om at til Halloween, vil enhver unge være klædt ud som 'Hit-Girl', Men under alle omstændigheder opfordrer denne figur da til kvinde-styrke, som en moderne 'Spice-Girl'.
- Det komiske er dog, at i scenerne med hende, kan hun sagtens tæve 52 mand, med bind for øjnene, men hun bliver altid i sidste øjeblik reddet af en mand (det er jo en Hollywood-blockbuster).
Kick-Ass skal dog have, at den behandler emnet om en 'virkelighedens superhelt' godt, i og med, at hovedpersonen faktisk nærmest ikke tæver nogen, han bliver bare indblandet i en masse ting. - Og bliver tvunget til at slå fra sig. 'Shit', 'Fuck og 'Awesome' bliver brugt konstant, og der er da også en sex-scene imellem high-school'ers i en baggård (Ted Moesby's datter, WHAAAT?!). Hvilket, som bekendt, ikke har været nem at få igennem censuren.
Da jeg så den, tænkte jeg konstant, at den er som 'Zombieland'. De prøver at tage en genre, og så presse den i boksen, jeg kalder, 'de nye komedier', dog syntes jeg ikke, at udførelsen er lige så lækker, som Zombielands. Men jeg kommer nok til at se Kick-Ass et par gange mere på DVD.
Jeg glæder mig stadigvæk mere til 'Scott Pilgrim vs. The World'.
lørdag den 24. april 2010
Pete, Berg and a Sharon (and a Pizza Place)
Hvis man googler denne series titel, så finder man en del andet, før man kommer til noget, der på nogen måde minder om en tv-serie...
Jeg så lige idag, at de er begyndt at sende det igen på Zulu. Det kørte på Zulu dengang Venner kørte fast klokken 19.00 til 20.00, hvor da startede med en genudsendelse fra dagen før, og så et nyt afsnit. Jeg optog Venner på VHS dengang (endte faktisk med at have alle afsnit på video, det tog kun 3 år; nu tager det cirka et døgn at downloade).
Men nu og da, havde jeg planer imellem 19 og 20, så jeg indstilte videoen til at optage det med timer (en funktion videomaskiner havde, hvor man kunne indstille den til at begynde optagelsen på et bestemt tidspunkt, og nogen gange endda også bede den om at stoppe med at optage på et bestemt tidspunkt). Dog for at være sikker på at få det hele med, valgte jeg altid at ligge 30 minutter med i optage-tiden (det var intervallerne i timeren), så jeg ufrivilligt fik et afsnit af To fyre og en pige med.
Mit barndom til side; så er To fyre og en pige en klassisk sit-com, dåselatter and everything. Men på mange måder er det faktisk bedre end Venner, hovedsagligt på baggrund af dialogen, og faktisk også historierne. Og minder faktisk mere om nutidens sit-coms, end datidens. Hvilket måske forklarer hvorfor den blev hevet af without warning efter 4 sæson var blevet sendt.
Dens humor er nemlig, som jeg har fortalt om The Office flere gange, mere bygget op omkring referencer til moderne popkultur, end egentlig situation-comedy, hvor det er sjovt at Ross smører sig ind i for meget selvbruner.
Dette afspejles hovedsagligt i min yndlingsfigur i nogen serie nogensinde, som er med i To fyre og en pige, han har ikke nogen bærende rolle, og er så vidt jeg huske kun med i første sæson; Mr. Bauer. En fyr der hænger ud på hovedpersonernes arbejdssted, pizzeriaet.
Mr. Bauer er på mange måder dybt forstyrret, han tror nemlig at alle film han ser, er minder fra hans eget liv. - Og han refererer til dem, ved at indleve sig en ny rolle hver dag, som for eksempel Danny Zuko fra Grease. Der er mange billige grin på den konto, men det er simpelthen så fantastisk fundet på.
Til tider bøjer serien dens fortælleform, eller karakterenes figurer for at lave en god joke. Eksempelvis er det den eneste sit-com jeg har set, der laver et fast Halloween-afsnit hver sæson, lidt i stil med The Simpsons. Eksempelvis et afsnit, hvor alle personerne bytter hjerner, og derfor adopterer hinanden personlige træk.
- Eller et afsnit der refererer til den ene Hitchcock film, efter den anden, og slutter af med et Psycho-badeværelses-scene-soundtrack, du ved; Bam baaaaaa, bam baaaaaa......bam, baaaaaaa, bam baaaaaaa. Uha det er godt!
Et sidste eksempel vil være det allersidste afsnit, hvor seerne, ved hjælp af internettet, stemte om hvordan afsnittet skulle slutte. De troede under optagelserne at der ville være en 5. sæson, men det blev aldrig til noget.
Sidst men ikke mindst, så var det her den serie hvor Ryan Reynolds var sjov, og mindede endda lidt om en ung Jim Carrey, bare kønnere. Det var før Blade Trinity og Wolverine.
Se det på Zulu, hvis I får lyst! - Det er ligesom Venner, bare bedre.
- To fyre og en pige (og et pizzaria (de første 2 sæsoner))
Jeg så lige idag, at de er begyndt at sende det igen på Zulu. Det kørte på Zulu dengang Venner kørte fast klokken 19.00 til 20.00, hvor da startede med en genudsendelse fra dagen før, og så et nyt afsnit. Jeg optog Venner på VHS dengang (endte faktisk med at have alle afsnit på video, det tog kun 3 år; nu tager det cirka et døgn at downloade).
Men nu og da, havde jeg planer imellem 19 og 20, så jeg indstilte videoen til at optage det med timer (en funktion videomaskiner havde, hvor man kunne indstille den til at begynde optagelsen på et bestemt tidspunkt, og nogen gange endda også bede den om at stoppe med at optage på et bestemt tidspunkt). Dog for at være sikker på at få det hele med, valgte jeg altid at ligge 30 minutter med i optage-tiden (det var intervallerne i timeren), så jeg ufrivilligt fik et afsnit af To fyre og en pige med.
Mit barndom til side; så er To fyre og en pige en klassisk sit-com, dåselatter and everything. Men på mange måder er det faktisk bedre end Venner, hovedsagligt på baggrund af dialogen, og faktisk også historierne. Og minder faktisk mere om nutidens sit-coms, end datidens. Hvilket måske forklarer hvorfor den blev hevet af without warning efter 4 sæson var blevet sendt.
Dens humor er nemlig, som jeg har fortalt om The Office flere gange, mere bygget op omkring referencer til moderne popkultur, end egentlig situation-comedy, hvor det er sjovt at Ross smører sig ind i for meget selvbruner.
Dette afspejles hovedsagligt i min yndlingsfigur i nogen serie nogensinde, som er med i To fyre og en pige, han har ikke nogen bærende rolle, og er så vidt jeg huske kun med i første sæson; Mr. Bauer. En fyr der hænger ud på hovedpersonernes arbejdssted, pizzeriaet.
Mr. Bauer er på mange måder dybt forstyrret, han tror nemlig at alle film han ser, er minder fra hans eget liv. - Og han refererer til dem, ved at indleve sig en ny rolle hver dag, som for eksempel Danny Zuko fra Grease. Der er mange billige grin på den konto, men det er simpelthen så fantastisk fundet på.
Til tider bøjer serien dens fortælleform, eller karakterenes figurer for at lave en god joke. Eksempelvis er det den eneste sit-com jeg har set, der laver et fast Halloween-afsnit hver sæson, lidt i stil med The Simpsons. Eksempelvis et afsnit, hvor alle personerne bytter hjerner, og derfor adopterer hinanden personlige træk.
- Eller et afsnit der refererer til den ene Hitchcock film, efter den anden, og slutter af med et Psycho-badeværelses-scene-soundtrack, du ved; Bam baaaaaa, bam baaaaaa......bam, baaaaaaa, bam baaaaaaa. Uha det er godt!
Et sidste eksempel vil være det allersidste afsnit, hvor seerne, ved hjælp af internettet, stemte om hvordan afsnittet skulle slutte. De troede under optagelserne at der ville være en 5. sæson, men det blev aldrig til noget.
Sidst men ikke mindst, så var det her den serie hvor Ryan Reynolds var sjov, og mindede endda lidt om en ung Jim Carrey, bare kønnere. Det var før Blade Trinity og Wolverine.
Se det på Zulu, hvis I får lyst! - Det er ligesom Venner, bare bedre.
fredag den 9. april 2010
En moderne familie!?
Al Bundy's back, baby!
Eller rettere sagt Ed O'Neill, fordi han spiller en lidt anderledes rolle i ABC's nye sit-com, han er nemlig væsentligt ældre denne gang.
Serien hedder "Modern Family", og efter at have brugt idag på at se de, indtil videre, 19 afsnit, kan man vist kun sige at den viser, mere end noget andet, hvad gode forfattere og især valg af format kan gøre.
Fordi det er ikke ligefrem nye og/eller succesrige serie-skuespillere sit-com'en byder på:
Som sagt, Ed O'Neill, som jo spillede Al Bundy i "Married with Children", som jo, ja, var en ret stor serie i sin tid, men siden den sluttede i 1997, har man ikke rigtig set ham nogen steder. Han er stadig god!
Julie Bowen har været med i Boston Leagal, og har kunnet ses på TV2 tidlig eftermiddag i en serie der hedder ED, med ham som de fleste vist kun kender som JD's storebror fra Scrubs... Anywho Ed, kørte i 4 år, hvilket oftest betyder at den første sæson er rigtig god, men så gik det ned af bakke derfra (et gæt!)
Ty Burrell er rigtig saftig; han har indenfor de sidste 5 år været med i 2 sit-coms der blev cancelled efter første sæson... "Out of Practice" og "Back to You", men det er ikke udelukkende hans egen skyld, fordi i begge disse sit-coms har Kelsey Grammer (Fraiser) været involveret, og han har hurtigt vist sig at være en sit-com dræber, siden spin-off'en Fraiser sluttede.
Jesse Tyler Ferguson har været med i "The Class", som kun kørte en enkelt sæson i 2007, men som eller har været med i lidt blandede serier, med små bi-roller, dog der spændte sig over flere afsnit.
Og når man kigger på bi-skuespillerne ser man: Shelley Long (Sam's første kærlighed fra "Cheers"/"Sam's bar"), Benjamin Bratt (Law & Order) og Fred Willard (der findes stort set ikke en sit-com eller dårlige komediefilm, som han ikke har haft en birolle i)...
På birolle-listen ser man dog også: Minnie Driver og overraskende Edward Norton...
I forhold til formatet så er "Modern Family" tydeligt inspireret af "Arrested Development" og "The Office", en Mockumentary, altså filmet som en dokumentar-film, men omkring fiktive historier.
Alle kameraer er håndholdte, undtaget 'interview-scener', hvis dette gøres ordentlig, hvad det gør i "Modern Family", så kan beskæringerne virkelig være fantastiske fordi det går så vidunderligt hurtigt.
Fortællingerne er til forskel fra de to storesøstre en del mere "down to earth", og ikke så langt ude og uvirkelige som "Arrested Development". Man behøver heller ikke have så stor en viden om moderne amerikansk popkultur, som man skal for at forstå størstedelen af vittighederne i "The Office".
Derfor tror jeg også at denne serie vil ramme bredere, fordi jeg kunne godt se mine forældre grine af det her:
Den handler om den moderne familie, en far, en søn og en datter, som hver har deres familie:
- Og det er egentlig præmissen! Så der er jo masser af plads til at skabe nogle troværdige figurer og ikke mindst udvikling!
Det minder meget om serier såsom "According to Jim", "King of Queens" eller "Everybody loves Raymond", udfra rytmen og de fortalte historie, dog uden dåselatteren, med et mere levende kamera, og så med en dialog der ikke skal levere et x antal 'laugs per minute', men faktisk gerne vil fortælle en helstøbt historie, med nogle skarpe syn på hverdagen. Det bliver dog til tider en smule forudsigeligt, fordi man dybest set kender historie-strukturen, men man glæder sig til at finde ud af hvordan figurerne NÅR fra A til B...
Jeg tror den her serie kommer til at køre i lang tid, ihvertfald indtil den asiatiske adoptiv datter bliver 7 år... Exciting times!
Eller rettere sagt Ed O'Neill, fordi han spiller en lidt anderledes rolle i ABC's nye sit-com, han er nemlig væsentligt ældre denne gang.
Serien hedder "Modern Family", og efter at have brugt idag på at se de, indtil videre, 19 afsnit, kan man vist kun sige at den viser, mere end noget andet, hvad gode forfattere og især valg af format kan gøre.
Fordi det er ikke ligefrem nye og/eller succesrige serie-skuespillere sit-com'en byder på:
Som sagt, Ed O'Neill, som jo spillede Al Bundy i "Married with Children", som jo, ja, var en ret stor serie i sin tid, men siden den sluttede i 1997, har man ikke rigtig set ham nogen steder. Han er stadig god!
Julie Bowen har været med i Boston Leagal, og har kunnet ses på TV2 tidlig eftermiddag i en serie der hedder ED, med ham som de fleste vist kun kender som JD's storebror fra Scrubs... Anywho Ed, kørte i 4 år, hvilket oftest betyder at den første sæson er rigtig god, men så gik det ned af bakke derfra (et gæt!)
Ty Burrell er rigtig saftig; han har indenfor de sidste 5 år været med i 2 sit-coms der blev cancelled efter første sæson... "Out of Practice" og "Back to You", men det er ikke udelukkende hans egen skyld, fordi i begge disse sit-coms har Kelsey Grammer (Fraiser) været involveret, og han har hurtigt vist sig at være en sit-com dræber, siden spin-off'en Fraiser sluttede.
Jesse Tyler Ferguson har været med i "The Class", som kun kørte en enkelt sæson i 2007, men som eller har været med i lidt blandede serier, med små bi-roller, dog der spændte sig over flere afsnit.
Og når man kigger på bi-skuespillerne ser man: Shelley Long (Sam's første kærlighed fra "Cheers"/"Sam's bar"), Benjamin Bratt (Law & Order) og Fred Willard (der findes stort set ikke en sit-com eller dårlige komediefilm, som han ikke har haft en birolle i)...
På birolle-listen ser man dog også: Minnie Driver og overraskende Edward Norton...
I forhold til formatet så er "Modern Family" tydeligt inspireret af "Arrested Development" og "The Office", en Mockumentary, altså filmet som en dokumentar-film, men omkring fiktive historier.
Alle kameraer er håndholdte, undtaget 'interview-scener', hvis dette gøres ordentlig, hvad det gør i "Modern Family", så kan beskæringerne virkelig være fantastiske fordi det går så vidunderligt hurtigt.
Fortællingerne er til forskel fra de to storesøstre en del mere "down to earth", og ikke så langt ude og uvirkelige som "Arrested Development". Man behøver heller ikke have så stor en viden om moderne amerikansk popkultur, som man skal for at forstå størstedelen af vittighederne i "The Office".
Derfor tror jeg også at denne serie vil ramme bredere, fordi jeg kunne godt se mine forældre grine af det her:
Den handler om den moderne familie, en far, en søn og en datter, som hver har deres familie:
- Faren er gift med en yngre columbiansk kvinde, som har en søn fra et tidligere ægteskab.
- Sønnen er homoseksuel, og har lige, sammen med sin partner, adopteret en asiatisk datter.
- Datteren er hjemmegående husmor, med 2 døtre, 1 søn og en mand som stort set er en af børnene.
- Og det er egentlig præmissen! Så der er jo masser af plads til at skabe nogle troværdige figurer og ikke mindst udvikling!
Det minder meget om serier såsom "According to Jim", "King of Queens" eller "Everybody loves Raymond", udfra rytmen og de fortalte historie, dog uden dåselatteren, med et mere levende kamera, og så med en dialog der ikke skal levere et x antal 'laugs per minute', men faktisk gerne vil fortælle en helstøbt historie, med nogle skarpe syn på hverdagen. Det bliver dog til tider en smule forudsigeligt, fordi man dybest set kender historie-strukturen, men man glæder sig til at finde ud af hvordan figurerne NÅR fra A til B...
Et par gode eksempler på fantastisk dialog:
En kvinde siger til sønnens kæreste at hun ikke syntes at Merryl Streep var det korrekte valg til hovedrollen i 'Mamma Mia', og hans svar er:
"Merryl Streep could be the next Batman, and still be the right choice!"
Datterens mand bliver interviewet alene:
"I really don't know where my fear of clowns come from!? - My mon says its because, when I was a kid, I found a dead clown in the woods....but I'm not sure?"
Den 10-årige columbianske søn:
"What I'm most afraid of? - Dying alone!"
Jeg tror den her serie kommer til at køre i lang tid, ihvertfald indtil den asiatiske adoptiv datter bliver 7 år... Exciting times!
onsdag den 7. april 2010
Live from New York, it's Saturday Night!
Saturday Night Live - SNL i folkemunde...
Jeg har efterhånden fulgt med i Saturday Night Live fast det sidste halvandet år. Selvom det foregående halvandet års udsendelser har været fyldt med både ups and downs, er det svært ikke lige at kigge med...
Nu taler jeg ikke om Zulu's undertekstede og til tider afkortede udsendelser, men, ja, lad os bare sig, "I got my ways of getting what I want", fordi NBC's frygt for viral reklame har jo gjort, at intet af 35 års materiale er tilgængeligt på gratis video-sider; YouTube eksempelvis. Desværre! Fordi det er djævelsk godt, og perfekt til mediet.
For ikke-fans kan jeg jo lige sige at Saturday Night Live, meget firkantet, bare er en række sketchs, efterfulgt af hinanden, og det er præcis hvad Casper C's og hans kompagni af uopfindsomme sjæle kalder for "Live fra Bremen". Dog er problemet med "Live fra Bremen", at det ender som en serie pinlige hændelser, der ikke tør være edgy eller tænke stort, men skal ramme Hr. & Fru Hest, så det ender mere som et ugentligt opdateret afsnit af Cirkusrevyen (hvilket også klinger igennem, i deres nu anden sæson, hvor de endda har lånt en af cirkusrevyens skuespillere. MERE ULF PILGAARD!!!).
Og i forhold til Hr. & Fru Hest, er det jo også fint nok, at de er målgruppen, det er jo kun dem der sidder hjemme fast på skærmen fredag-aften, og jeg må være ærlig, jeg beskylder da også udelukkende sendetiden for, at jeg ikke har flere afsnit, at bunde min kritik i. Men Saturday Night Live formår, til trods for deres anderledes format, at ramme bredt, så noget må kunne gøres, måske er det pengene og humoren der dybest set mangler. Tit virker det også som om det er båndede udsendelser der bliver sendt ud i æteren, det er måske bare mig der er efterladt med den følelse. Altså det er muligt at det er optaget, i et stykke, men det foregår ikke imens jeg ser det.
Saturday Night Live er det mest live program på amerikansk TV, normalt er der en 7 sekunders forsinkelse, så man kan afbryde, hvis noget uventet sker, men ikke på SNL. Man kan sige at det jo også er en grundlæggende præmis for programmet, at hvis noget uventet sker, så bliver det sendt ud. (Eksempler kunne være tidligere på året, hvor en af skuespillerne kom til at sige "fuck", hvilket er forbudt på de nationale kanaler. Et endnu bedre eksempel er for nogle år siden, hvor Sinead o'Connor, under hendes optræden, hiver et billede frem af paven, og river det over i to dele)
Man kan også vurdere hvorfor Zulu vælger at begynde, at sende "Saturday Night Live" den samme TV-sæson, som de begynder med "Live fra Bremen", fordi jeg har hørt flere, der ikke kendte SNL før, finde sammenligningen imellem de to. Jeg tvivler på at det har været intentionen, eller hvad?
Jeg er dog glad for det, fordi Zulu har en forventning om at nu, på SNL's 35. år, er Danmark klar til at se det. Altså at den kulturmæssige baggrundsviden er imellem Danmark og USA nu så lige, at vi forstår de samme jokes. Så er vi da nået et stykke! (Hertil skal så siges, at nogle jokes og sketches i den "danske" udgave af programmet klippes ud, fordi de simpelthen er for amerikanske, men nok også af tidsmæssige årsager)
Hvilket også kan forklare hvorfor TV3+ er begyndt at sende den amerikanske udgave af The Office, da denne serie også indeholder en stor mængde af referencer til den amerikanske populærkulturen, og faktisk bygger meget af humoren på det.
For at opsummere so far "Live fra Bremen" - BAD - "Saturday Night Live" - GOOD!
Jeg begyndte at se Saturday Night Live fast, fordi jeg havde en kammerat der var stor Will Ferrel-fan, og han viste mig en serie af sketches, som Mr. Ferrel havde medvirket i, i virke af at han i en længere periode var en del af det faste cast. Hold kæft, det er sjovt... Hvis nogen ikke har set den, så opfordrer jeg alle til at anskaffe sig "Saturday Night Live: The best of Will Ferrel" på DVD eller des lignende. Jeg faldt hurtigt for klassikere såsom: "More Cowbell", "You, me, him, me, you, him", "Robert Goulet raps" og "The cheerleaders".
Så begyndte jeg at undersøge nærmere hvad det var, og det viste sig hurtigt at alle de største amerikanske komedie skuespillere kommer fra det program. Steve Martin, Bill Murray, Chevy Chase, Dan Akroyd og John Belushi (According to Jim's SJOVE storebror), var med til at starte det. Men efterfølgende har programmet født skuespillere såsom: Michael Myers, Eddie Murphy, Dana Carvey, Chris Rock, Adam Sandler, Chris Farley, David Spade, Tina Fey, Will Ferrel, Molly Shannon, Jimmy Fallon og af de nyeste kan nævnes: Bill Hader, Will Forte og Kristen Wiig.
Altså med de her stjerner på fjerneren hver lørdag, kun med ét mål, at få seerne til at grine, så er det da utroligt at ikke flere mennesker følger med, across the globe. Come on! Se det nu... Det vil overraske positivt!
Abonner på:
Opslag (Atom)
