Fiktion overfor virkeligheden!

Jeg har et problem, når det kommer til, jae, 'kulturelle tilbud'. - Jeg er bedst til at opsøge nogen selv, igennem eksempelvis internettet. - Heri er der jo egentlig ikke noget problem. - Problemet er at når nogen foreslår mig noget, lytter jeg ALDRIG! Faktisk tænder det mig mere af, hvis nogen foreslår mig noget.

'Du skal lige høre den her sang!' eller 'Har du nogensinde set 'XXXXX', det er satme en fed film', det hader jeg. Samtidig bruger jeg jo hver eneste chance jeg får, til at foreslå andre mennesker et fedt band, eller livsændrende film.

Jep, med alt det her vil jeg sige, at jeg løbende de sidst 3-4 år er blevet foreslået "Stranger than fiction". Jeg elsker Will Ferrel, eller jeg syntes ihvertfald han er sjov. Han har satme også lavet nogle stinkers, men lad det nu ligge.

Okay, så i dag, eller, her til aften! - Jeg har virkelig haft, hvad jeg ville kalde en 'hård dag'. Vågnede op med tømmermænd, fra en torsdagscafé, som jeg brugte størstedelen af gårsdagen, på at få i orden. Yes, ræsede ud på Uni, for at få sat gang i en eksamensopgave, hvorefter jeg begyndte på et nyt job i ComputerCity! Klokken 11 - 19. Woaw, det er en lang dag, på et nyt arbejde.

Yes, da jeg så får fri tænker jeg bare; Nu skal livet forsødes, inden jeg skal på arbejde igen i morgen tidlig. Jeg hopper i Bilka, og venter 20 minutter i kø, for at købe en sodavand og en ritter-sport! - Jeg cykler hjem i regnvejr og modvind, ligger mig på sofaen, benene kramper op, og lægmusklerne er følelsesløse.

Jeg slår over på Zulu, klokken er præcis 20.00... En film begynder, "Stranger than fiction".

- Det har været min første egentlige arbejdsdag i 8-9 måneder. De 8-9 måneder har jeg brugt min fritid på at drikke øl, være 'aktiv' på studiet, festudvalg og fagrådet. Men størstedelen er gået med at se fjernsyn...

Filmen handler om en forfatter, der søger en måde at slå sin protagonist ihjel. Sideløbende ser man en, umiddelbart, almindeligt kedelig mand (Will Ferrel), som til forskel fra alle andre mennesker hører en fortælle-stemme, der fortæller hans tanker og meninger, bedre formuleret end han selv er i stand til. - Den opmærksomme film-seer ligger hurtigt 2 og 2 sammen, og regner ud at forfatteren er fortælleren.

Men er Will Ferrel-delen virkelighed eller fiktion? Og hvad foretrækker man egentlig? - Efter at have brugt 8 måneder på, at både på studiet og i min virkelighed at fordybe mig i fiktion, og nu er kommet ud i, hvad jeg i denne lille sammenkog kalder, den egentlige virkelighed, kan man hurtigt komme til at ønske, at alting var som i bøgerne, eller filmene.

Har du ikke set 'Stranger than Fiction', så stop med at læse, se den, og vend tilbage...

I løbet af filmen kommer karakterne i filmen faktisk frem til, at fiktionen er strengt taget, at foretrække overfor virkeligheden, og at man skal være villig til faktisk at ofre sit liv, for fiktionens overlevelse. Dog, og det er her jeg afslører slutningen, nemlig at forfatteren/fortælleren vælger, selvom de øvrige karakterer og seeren, faktisk overbevises om fiktionens vigtighed, at virkeligheden er vigtigst. Lev livet mens du har det!

Da Will Ferrel ikke ved at han skal dø, lever han livet efter sine selv-opstillede regler og har ikke rigtig opnået noget, udover en stabil karriere. Men det sekund han finder ud af at han snart skal dø, vender han sit liv på hovedet, og begynder at opsøge alle de ting, han altid gerne have villet. Ekstremt livsbekræftende, men også en vigtig lektie.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på et afsnit af 'The Simpsons', hvor Homer læser en bog om hvordan man hurtigt bliver rig, og det første råd er at 'man skal leve hver dag, som om det er ens sidste', og han sætter sig ned på kantstenen og begynder at græde.

Så nu glæder jeg mig til at få hovedet ud af den her computer, få sovet et par timer og så ræse ud i virkeligheden i morgen tidligt. Fordi det er sgu der tingene foregår. Fiktion er på ingen måde nemmere, den har bare en fast opskrift, og det jo det vi søger.

(I denne parantes, som vil være knap så beklagende/belærende, vil jeg lige fortælle lidt om filmens kvindelige interesse for protagonisten: Maggie Gyllenhall, hende der overtog Katie Holmes's rolle i Batman, efter at Tom Cruise have ødelagt hende. - Og jeg har kun hørt, at folk ikke syntes hun er hverken 'sød' eller 'lækker'. - Men for søren, i den her film, og egentlig også i 'Crazy Heart', syntes jeg hun beviser at hun har den der skjulte kvalitet, som jeg, og fyre generelt egentlig søger i film.

En pige man bliver lidt små-forelsket i. - En pige man kunne forestille sig at være kærester med, som er sød og sjov, og alt det der.

Det samme kan Zooey Deschanel, hvilket hun viser i 'Yes Man' (en film lige så livsbekræftende) og især i '(500) Days of Summer'. - Da jeg så den sidstnævnte film, røg jeg i en lille psykose, og fik følelsen af at Zooey Deschanel havde slået op med mig. Jeg fik den der følelse, som kun piger kan give en. Der gik ihvertfald et par dage, før jeg var ovre det.)