torsdag den 14. juli 2011

Harry Potter 7 – 2. del, - en film som for alvor SKAL ses i biografen.

Der skal advares imod, at få forhøjet sine forventninger til filmen.
 

Umiddelbart efter at være kommet ud fra biografmørket, var jeg en smule fortabt i forhold til at skulle lave denne anmeldelse. ”Harry Potter 7 – del 2” er nemlig ikke bare endnu en film. Hvilket jeg vil mene vi har understreget i vores 2 timer lange Harry Potter-Special. Harry Potter 8 (I ved hvad jeg mener) er kulminationen på en historie, der har taget 10 år at fortælle igennem filmmediet.

For lige at sætte dette tal i relief, i forhold til mig, så betyder det altså, at jeg i dag overværede slutning på en film, jeg startede med at se da jeg var 12 år gammel. Jeg er vokset, og har udviklet mig siden da, på nogle punkter mere end andre, og det har Harry Potter også. - - Og selvfølgelig også alle de andre karakterer.

Jeg vil dog ikke beskrive hvad filmens handling tager udgangspunkt i, fordi hvis du ikke ved det nu, så vil du virkelig ikke vide det, før du sidder i biografsædet. Det er selvfølgelig din egen sag. Jeg havde dog personligt en blødere rygrad, og bukkede under for knap 3 år siden. Jeg kastede mig da over den sidste bog, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente længere. Så jeg vidste hvad jeg skulle forvente, da jeg satte mig ned, og jeg vil sige, at filmen levede op til de forventninger. Ikke mere end, dog.

Filmen er præcis hvad den skal være, og intet andet. Men det er også rigtig meget. En af  grundene til, at jeg følte mig fortabt, da jeg forlod biografsalen iført min runde Potter-3D-briller, var at jeg havde glemt at være anmelder. - Efter at have læst Medievidenskab i 2 år, og arbejdet som smagsdommer, af den værste slags, i La Cinémathèque, så glemte jeg for en gangs skyld alt om det. I det røde sæde var jeg endnu engang den 12 årige dreng, der ikke vidste noget om ’regler for film’ og simpelthen bare nød turen.

Nogle tillægsord mit 12-årige jeg ville bruge, hvis han havde haft mit nuværende ordforråd, kunne være; ’Actionfyldt’, ’Rørende’ og ’Forløsende’. – Og det er også hvad jeg antager vil være de gennemgående overskrifter i de andre anmeldelser. Dog tror jeg også, at ’tilstrækkelig’ vil være at finde i blandt. Fordi det er præcis hvad den er. Efter 4 film for instruktøren David Yates, har han efterhånden fundet frem til hvordan man skærer pladen, og den sidste scene i filmen, var uhyggeligt nært på den måde jeg havde forestillet mig den, da jeg læste bogen. Hvilket må siges at være en triumf, for en filmatisering, dog fungerede scenen ikke helt så vel på film.

Hvis man kan lide Harry Potter, så må man for guds skyld ikke snyde sig selv, for denne afslutning på filmserien. Som film, kan jeg dog ikke driste mig selv til at give den mere end 4 stjerner. Den er god, og den leverer, men den går ikke ovenud af låget på mig. Filmteknisk er den ikke endvidere overraskende, så denne film vil nok på sigt blive et bevis på hvor vigtigt en god historie og nogle gode skuespillerpræstationer, virkelig er for en film. Selvom man efterhånden har set det hele før, rammer denne film nemlig plet på disse punkter.

Jep, 4 stjerner fra La Cinémathèque, og en opfordring til, at denne film ikke må gå dig forbi, hvis du er Harry Potter-fan. Men det vidste du vel godt! Yderligere vil jeg dog, efter at have set alle de foregående film op til premieren, give hele filmserien 6 stjerner. Når trådende samler sig i den sidste, så vil man kunne gå tilbage og se tidligere scener i tidligere film i et anderledes lys, og det er en præstation, som vidner om et tæt samarbejde imellem instruktør-manuskriptforfatter og J.K. Rowling, som også må have et filmisk talent. – Og så giv da Alan Rickman den Oscar, for helvede…