Harry Potter 7 – 2. del, - en film som for alvor SKAL ses i biografen.

Der skal advares imod, at få forhøjet sine forventninger til filmen.
 

Umiddelbart efter at være kommet ud fra biografmørket, var jeg en smule fortabt i forhold til at skulle lave denne anmeldelse. ”Harry Potter 7 – del 2” er nemlig ikke bare endnu en film. Hvilket jeg vil mene vi har understreget i vores 2 timer lange Harry Potter-Special. Harry Potter 8 (I ved hvad jeg mener) er kulminationen på en historie, der har taget 10 år at fortælle igennem filmmediet.

For lige at sætte dette tal i relief, i forhold til mig, så betyder det altså, at jeg i dag overværede slutning på en film, jeg startede med at se da jeg var 12 år gammel. Jeg er vokset, og har udviklet mig siden da, på nogle punkter mere end andre, og det har Harry Potter også. - - Og selvfølgelig også alle de andre karakterer.

Jeg vil dog ikke beskrive hvad filmens handling tager udgangspunkt i, fordi hvis du ikke ved det nu, så vil du virkelig ikke vide det, før du sidder i biografsædet. Det er selvfølgelig din egen sag. Jeg havde dog personligt en blødere rygrad, og bukkede under for knap 3 år siden. Jeg kastede mig da over den sidste bog, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente længere. Så jeg vidste hvad jeg skulle forvente, da jeg satte mig ned, og jeg vil sige, at filmen levede op til de forventninger. Ikke mere end, dog.

Filmen er præcis hvad den skal være, og intet andet. Men det er også rigtig meget. En af  grundene til, at jeg følte mig fortabt, da jeg forlod biografsalen iført min runde Potter-3D-briller, var at jeg havde glemt at være anmelder. - Efter at have læst Medievidenskab i 2 år, og arbejdet som smagsdommer, af den værste slags, i La Cinémathèque, så glemte jeg for en gangs skyld alt om det. I det røde sæde var jeg endnu engang den 12 årige dreng, der ikke vidste noget om ’regler for film’ og simpelthen bare nød turen.

Nogle tillægsord mit 12-årige jeg ville bruge, hvis han havde haft mit nuværende ordforråd, kunne være; ’Actionfyldt’, ’Rørende’ og ’Forløsende’. – Og det er også hvad jeg antager vil være de gennemgående overskrifter i de andre anmeldelser. Dog tror jeg også, at ’tilstrækkelig’ vil være at finde i blandt. Fordi det er præcis hvad den er. Efter 4 film for instruktøren David Yates, har han efterhånden fundet frem til hvordan man skærer pladen, og den sidste scene i filmen, var uhyggeligt nært på den måde jeg havde forestillet mig den, da jeg læste bogen. Hvilket må siges at være en triumf, for en filmatisering, dog fungerede scenen ikke helt så vel på film.

Hvis man kan lide Harry Potter, så må man for guds skyld ikke snyde sig selv, for denne afslutning på filmserien. Som film, kan jeg dog ikke driste mig selv til at give den mere end 4 stjerner. Den er god, og den leverer, men den går ikke ovenud af låget på mig. Filmteknisk er den ikke endvidere overraskende, så denne film vil nok på sigt blive et bevis på hvor vigtigt en god historie og nogle gode skuespillerpræstationer, virkelig er for en film. Selvom man efterhånden har set det hele før, rammer denne film nemlig plet på disse punkter.

Jep, 4 stjerner fra La Cinémathèque, og en opfordring til, at denne film ikke må gå dig forbi, hvis du er Harry Potter-fan. Men det vidste du vel godt! Yderligere vil jeg dog, efter at have set alle de foregående film op til premieren, give hele filmserien 6 stjerner. Når trådende samler sig i den sidste, så vil man kunne gå tilbage og se tidligere scener i tidligere film i et anderledes lys, og det er en præstation, som vidner om et tæt samarbejde imellem instruktør-manuskriptforfatter og J.K. Rowling, som også må have et filmisk talent. – Og så giv da Alan Rickman den Oscar, for helvede…

The Danish title!

En blog om den danske titel. - Altså filmtitel. Vi har alle oplevet det, når vi har været i biografen, og set alle plakaterne op og ned af alle væggene. Så er der pludselig en plakat der skærer en lidt i ørerne.

Fordi der er en dansk titel på en amerikansk film. - Og det er endda sjældent direkte oversat. Grunden til at jeg lige kom til at tænke på det her emne, er på grund af de to følgende trailers, som ender med at lave bøvl i hele dette system.

Denne film har fået den danske titel: "Venner med Fryns". - Og du kender den nok fra reklamer i fjernsynet, der netop bruger denne titel. Men hov, der kommer snart en ny film med Justin Timberlake og Mila Kunis:

Hmm, og ja, man tror det ikke, men det er to forskellige film.

(Det kan man se, hvor den ene er lidt mere hip, og tør bruge ordet 'Fuck' i traileren. Wheuw, det er vildt. Men man kan se det på skuespillerne, altså på herresiden... Kvinderne er blevet hevet ud af Black Swan, og man kan næsten ikke se forskel, men mændende, her er der jo tydeligvis gang i et skifte, hvor Justin Timberlake er det 'nye' hippe Hollywood-navn, og Ashton Kutcher efterhånden er lige så gammel som hans kone.)

Men nu var det jo titlerne det skulle handle om. Og her er der jo tydeligvis et problem. Medmindre selvfølgelig at Ashton Kutcher-udgaven af historien, er så ligegyldig at man har glemt, når Justin Timberlake fortæller den, en måned senere.

Men hvorfor overhovedet lave en dansk udgave af titlen? - Jeg er stadig lidt i tvivl, men jeg er begyndt at indsamle nogle forskellige idéer til svaret. Og indtil videre er jeg nået op på to muligheder:

1. Disney-forklaringen: Disney ved at den første barriere man skal forbi, i forhold til at få folk/børn til at se en film, ér titlen. Og efter 'The Princess and The Frog', fandt de ud af at, når man laver en film med Prinsesse i titlen, gider drenge ikke ind og se den. Så da de lavede Rapunzel, valgte de titlen 'Tangled', som er lidt mere diffus. Tegnefilm, skal jo have en dansk titel, fordi det er børn der skal sige til deres forældre, hvilken DVD de gerne vil have. Men 'Indviklet' er for negativt ladet og svært et ord på dansk, så de valgte at køre med det endnu mere diffuse 'To på Flugt'. Flugt er action, og for drenge.

2. Sex sælger-forklaringen: Her vil jeg lige starte med endnu en video:


En dejlig lille film, om at selvom du er grim, så kan du stadig finde kærlighed. Hvis du er virkelig virkelig heldig! Men denne film har fået titlen "Shes Out of My League"og den danske titel er så: "Overscoring". En anden engelsk titel. - Her forventes publikum at de er i stand til at udtale engelske ord, hvilket er virkelig flot. - Men grunden til den nye titel, blev forklaret som værende at "Overscoring" var for voldsom en titel, for det amerikanske publikum. Ifølge det korrupte censur-system altså. Men sex sælger, så man kan ikke bare ændre titlen alle steder, kun der hvor det er absolut nødvendigt. Jeg vil hellere se en film, hvis titel indeholder 'scoring' end 'league'.

Jeg tror bare jeg savner de gode gamle dage, hvor den danske titel bare skulle indeholde røv. Især hvis den indeholder Bill Murray eller John Candy: "Røven af fjerde division" - "Røven fuld af penge" - "Røvtur på første klasse" - "Med røven i vandskorpen". Hvis disse titler ikke umiddelbart lyder genkendelige kan du gå ind på IMDB.com, som for nyligt indførte at de konsekvent bruger den danske titel, for danske brugere. Hvilket jeg personligt finder ekstremt irriterende... 

Kulturelle referencer - serier med en udløbsdato

Jeg har berørt emnet flere gange, i mine forskellige anmeldelser af tidens serier. - Og har faktisk nævnt det som værende noget positivt for nutidens komedie-serie.

Kulturelle referencer!

- I min sidste blog, skrev jeg endda omkring 'Community', at jeg mener at netop brugen af kulturelle referencer, har reddet serien. Men tidligere på ugen faldt jeg over en blog, der beskrev en far, der sad og så et gammelt afsnit af The Simpsons sammen med sin søn. Der var så en joke om Reinar Wolfcastle (seriens Arnold) og hans manglende evne til at være sjov. Dengang havde Arnold lige lavet overgangen til komediefilmen, 'Tvillinger', 'Junior' og 'Strømer i børnehaveklassen', men nu er Arnold jo kendt for noget andet! - Så sønnen forstod ikke joken!

Så er det forhøjede forbrug af kulturelle referencer, med til at forkorte levetiden på serien? (Eller filmen?)

Man kan selvfølgelig argumentere for at netop The Simpsons er en undtagelse, fordi man ikke kan se, nær så tydeligt som på live-action serier, hvor gammelt afsnittet er, og hvilken 'tidsalder' man skal forvente kulturelle referencer fra.

Det sjove ved bloggens historie er at sønnen grinte alligevel, og først bagefter tænkte over hvorfor det var sjovt. Så man skal på intet tidspunkt glemme, at leveringen af joken er en ret stor del af om man griner eller ej. - Og altså ofte ikke så meget hvad der egentlig bliver sagt!

Men som et svar på denne blog, læste jeg efterfølgende en anden blog, der forklarede at det altså ikke kun var 'The Simpsons' der var i fare for at blive uddateret. Men alle serier, og sådan har det jo til dels altid været.

Som denne blog påpeger, vil flere nok nikke genkendende til Seinfeld-afsnittet, hvor Jerry bliver afhørt af en fra biblioteksvæsnet, den kommer lige her: http://youtu.be/MF2gZu3ygEQ

Jeg synes personligt, at det er en af de sjoveste scener fra Seinfeld. Man kender typen fra flere film og lignende, men mere præcist refererer denne scene til serien 'Dragnet' (51-59) hvilket nok vil gå over hovederne på de fleste. Dengang var det dog en mere kendt serie.

Til trods for det er scenen stadig sjov. - Det kan muligvis være fordi at der er lavet en kulturel reference på en kulturel reference, der nu gør det oprindelige til noget mere mudret. Fordi selve typen af karakter kender vi jo, men vi kan ikke lige sige hvor den kommer.

Mindre mudret er det når vi ser på årsagen til at 'Community' laver et Zombie-afsnit. - Det er moderne lige for tiden! - Eller en scene som jeg omtaler i min blog om Community hvor Abed opfører sig som Don Draper fra Mad Men. - Igen mega moderne for tiden! - Men hele den scene vil om 20-30 år, have mistet mening, altså for mine børn. I får den lige igen:


Er det overhovedet et problem?

Man vil finde en højere levetid på serier, som ikke lever og ånder på kulturelle referencer. 'Venner' er et meget godt eksempel. Den har kørt på TV2 siden den startede, og bliver stadig genudsendt flere gange om dagen. Den har også kulturelle referencer, men det er på ingen måde et drive i serien. De scener der indeholder specifikke referencer, handler lige så meget om det at sidde og se fjernsyn sammen, end om det specifikke eksempel. Så er der selvfølgelig en masse referencer til sæbeopera-genren, men den har heller ikke ændret sig vitterligt. Yderligere behøver man ikke at have set mere end 2 minutter, af en sæbeopera, uden at vide præcis hvad det handler om.

(I det optik, kan man jo så diskutere om en gammel serie som 'Soap' eller 'Skum' på dansk, stadig fungerer. - Jeg faldt for nyligt for den, men den har dog nogle andre ting der halter i forhold til tiden. Eksempelvis Billy Crystal's rolle, der stort set handler om hvor kontroversielt det er at have en homoseksuel karakter. Det er bare ikke kontroversielt længere!)



For at vende tilbage til TV2, så læste jeg i lørdagens udgave af Politiken et (ringe skrevet) interview med deres fiktionschef Keld Reinicke. Han diskuterede hvilke valg, mål og retninger han så TV2 bevæge sig imod, på serie-fronten. Problemet, mente han, for TV2 altså, var at TV2 skal henvende sig til alle! - Derfor vil de hellere lave en CSI-serier, som deres kommende 'Den som dræber', end en serie som 'The Wire', som Keld Reinicke ellers selv mener er en af de bedste dramaserier nogensinde. (Et meget sjovt billede af hvad man som chef kan få lov til, når The Wire er på hver onsdag kl. 3 om natten!)

Det er nok også derfor TV2 ser 'Modern Family', som den bedste satsning på sit-com-fronten lige nu. - Dens drive ligger nemlig ikke i de kulturelle referencer, den har en højere grad end andre TV2-serier, men det er fordi sådan er formen lige nu. Det er nok også en af de sidste mockumentary-serier. - Fordi som Keld Reinicke selv påpeger, så skal seere vænne sig til alt, og TV2 satser derfor ikke på noget nyt, på serie-fronten altså, men vil hellere lave mere af det man kender. Det er nemmere, og der er større chance for succes. 'Modern Family''s drive ligger i familien, og at den ikke længere har en fast form. - Det ser jeg i højere grad, som værende en appelerende form, langt ud i fremtiden.

Altså her hvor en serie bruger de kulturelle referencer, mere som en intertekstualitet, så bider flere seere på. Sjovt nok kan folk bedre lide en serie, hvis de ved hvad de skal forvente.

Men hvorfor overhovedet lave kulturelle referencer, hvis det kun er med til at dræbe seriens overlevelse?

En af de bedst skrevede serier lige nu 'Bored to Death' refererer konsekvent til større forfattere igennem tiden. Den spår jeg ikke den store succes på TV2, til gengæld vil den have en lang fremtid, og fungere lige så længe, som folk læser de skriftlige værker, eller ihvertfald kender til eksempelvis Moby Dick.

Så vi må snakke om de forskellige typer af referencer. Fordi der er referencen der handler om Charlie Sheen's mentale tilstand eller Mad Men. Og så er der referencen, som er mere generel, og handler om Ghostbusters eller Star Wars. Den første har i højere grad en chance for at blive misforstået eller glemt om 10 år. - Så det er en konstant overvejelse, man skal arbejde med. Er det vi refererer til nu, noget der er holdbart, og som vil forblive stærkt i folks bevidsthed?

Michael Scott-karakteren i 'The Office' arbejder ud fra en virkelighed, om at alle har set SNL de sidste 36 år. Han refererer løst til enhver større sketch igennem tiden, og flere forskellige stand-up komikere. Dette appelerer til amerikanere, men går over hovedet på størstedelen af danskerne. Så det kørte kun et halvt år på TV3, før det blev taget af.

Men jeg kan sagtens se, hvordan det for seriernes skabere virker naturligt. Der er ingen tvivl om at når Ted i det første afsnit af 'How I met your mother' beskriver hans drømmekvinde, som en der randomly quoter Ghostbusters, hjælper det både til at beskrive ham som karakter, men det giver også en stor identifikation til mig. - Er det ikke det vi alle leder efter?

En mere åben reference fra HIMYM kunne også være Top Gun, og hele Wingman-fænomenet:



Det et jo sådan folk snakker sammen for tiden. - Ihvetfald i min omgangskreds! - Vi citerer film og serier, løst og fast. Og hvis en samtale skulle gå i stå, så kan man altid snakke om der hvor Ace Ventura kravler ud af røven på et næsehorn.

Det handler alt sammen om, hvordan man bruger de 'kulturelle referencer', fordi det kan også være med til at flytte personen. Hvis jeg sidder og ser 'How I met your mother', og der pludselig kommer en reference til en film jeg ikke har set 'The Princess Bride' eller indtil for nyligt 'Seven', så får jeg en lyst til at udforske det. Simpelthen fordi jeg stoler på serien, og på at de kender min smag.

Jeg mener dog at, når 'The Simpsons' refererer til sig selv, som de har gjort i nogle af de nyere sæsoner, virker det bare dovent. Selvom de nuværende forfattere, nok ikke engang har mødt størstedelen af de oprindelige. - Men det er en hel blog for sig selv...

Læs mere om emnet på de to blogs jeg har omtalt:
http://www.salon.com/entertainment/tv/the_simpsons/index.html?story=/ent/tv/feature/2011/03/08/simpsons_pop_culture

http://www2.macleans.ca/2011/03/09/everything-gets-dated/

Efteråret er snart slut!

Jep, så er efteråret snart slut... Og hvad betyder det? - Det betyder at vi er halvvejs igennem sæsonerne på alle de amerikanske sitcoms, som vi går og følger med i!

Jeg har nu besluttet mig for, fordi jeg har negligeret min blog i det foregående semester, at gennemgå alle serierne en for en, og tale om min følelser omkring dem indtil videre... Dog vil jeg komme til at tale om nogle serier, som jeg endnu ikke har haft mulighed for at tale om! But I will, in time, I promise, maybe!

Jep, men lad os starte med de gamle hunde:

1. The Office (7. sæson): Jeg elsker The Office, og mener at det er den bedste serie der kører på amerikansk tv lige nu! Eller, det gjorde jeg... Den sæson der kører nu, bliver den sidste med Michael Scott-karakteren, fordi Steve Carrel er blevet for kendt! Jeg har personligt en smule svært ved at finde ud af, om det er fordi jeg ved dette, at karakteren føles en smule mere ekskluderet fra resten af karakterene, eller en artikel jeg læste over sommeren der handlede om at Michael Scott i teorien godt kunne være 'The Scranton Strangler'... Michael Scott er en mere og mere nedbrudt og ødelagt karakter, og billedet krakelerer allerede i sæsonens første afsnit, hvor Michael Scott giver smæk til hans egen nevø, men også senere hvor det kommer frem at han aldrig har lært at cykle! - Konstant fremmedgøres og ødelægges karakteren, med en udvidet baggrundshistorie, der efterhånden gør, at man ikke forstår at manden ikke bare skyder sig selv!
Desuden er der også kommet en ny karakter, som nok er sat ind, for at kunne erstatte Michael Scott, selvom den nye karakter, meget spændende, ikke lader til at have nogle fejl eller mangler, ligesom alle andre!

2. How I Met Your Mother (6. sæson): Op til premieren, fortalte skaberen, at de havde forsøgt at lave serien mere, som den var de første to sæsoner... De første to sæsoner af How I Met Your Mother, mener jeg personligt er noget af de bedste fjernsyn der er blevet lavet - inden for den 'almindelige' sit-com-genre, med dåselatter og hvad der dertil hører! Og det synes jeg egentlig de har ramt vældig godt! Problemet med 4. og 5. sæson har i høj grad været at historierne har handlet om de andre karakterer, som er væsentligt mere spændende end hovedpersonen Ted. Men når man laver en serie, hvor præmissen er at alt der bliver fortalt har indflydelse på historien om hvordan Ted møder sin kone, er det underligt at lave afsnit der nærmest ikke har ham med. Og det mener jeg i høj grad også er underligt for seeren, man mister sin identifikation, og tænker blot efter afsnittet er slut; "Hvorfor skulle jeg se det?"
Men det har bestemt vendt sig, afsnittene handler mere om Ted, og selvom der sideløbende er en historie om at Barney leder efter sin far, så er det Ted der er hovedkarakteren igen!

3. The Big Bang Theory (4. sæson): Det er hvad det har været indtil nu! - Men, som jeg også vil komme ind på i forhold til 'Outsourced', så bliver serien mere og mere noget, som jeg ikke forstår at nogen gider at være med til at lave. Fordi de informationer der kommer frem, om tegneserier, computerspil og science fiction, er umiddelbart rigtige nok, min force ligger ikke inde for det, men det jeg kender til lyder ihvertfald rigtigt! Så der sidder nogle nørder bag, til at lave en serie der gør grin med nørderne... Hvorfor?

4. Community (2. sæson): Som jeg skrev i min foregående blog, så var jeg jo ikke endvidere imponeret over denne serie... Det har dog ændret sig! I slutningen af den foregående sæson, og især i denne, så har de fundet en form der gør den seværdig! Masser af hyggelige filmreferencer, som de bruger til fremdrift, og nogle åndsvage karakterer, som man alligevel holder en smule af. Det er faktisk gået hen og er blevet en fint velskruet sitcom! Dog heller ikke med noget nyskabende!

5. Modern Family (2. sæson): Igen en serie jeg har skrevet om før. Den arbejder stadig inden for samme rammer, nemlig denne mockumentary-stil, som i The Office, men med en mere almindelig familie-sit com'sk handlingsforløb. Datteren får en ny kæreste, og et skænderi om hvem af 'de voksne' der har smidt nøglerne væk. Helt basic, tilgængeligt og nemt at identificere sig med... Det vil ikke overraske mig hvis denne serie når rigtig langt! - Der er dog kommet en del flere følelser uden på tøjet, end der har været før, i den nye sæson, og det klær' den sgu' meget godt! Det gør jo ikke noget at man kan mærke karakterne, og ikke bare ser på dem! Griner med dem, og ikke af dem, om man vil! - Dog, hvilket irriterer mig, har de valgt at 'interviewscenerne' kun foregår hjemme i stuen, hvilket betyder at hvis de tager nogle karakterer med uden for huset, så vender de tilbage til huset for kommentere noget der lige er sket, og så tilbage uden for huset! Det bryder stilen en smule, og jeg kan ikke lade være med at fokusere på det, fremfor hvad joken nu end var!

6. Bored to Death (2. sæson): Nok den næste serie, jeg kaster min kærlighed over, og spreder budskabet om i blog-form! Derfor vil jeg forholde mig i korthed; Det er en dejlig serie, og selvom der har været en stor pause imellem første sæsons 8 afsnit, til starten af optagelserne af anden, så har de tre hovedkarakterer på ingen måde mistet den! Første sæson virkede måske en smule mere gennemskrevet, men det ændrer dog ikke det faktum at Bored to Death ER den bedste skrevede serie på fjernsynet lige nu! Dialogen er skarp, humoristisk og så intelligent at jeg føler mig som en åndsamøbe i dens selskab! Det er en fornøjelse at høre på...

7. Outsourced (1. sæson): Woaw, hvordan helvede har denne serie fået grønt lys! - Den er latterligt ringe, racistisk og dårligt udført. Den handler om en amerikaner der bliver forflyttet til Indien, for at styre et callcenter der sælger spøg&skæmt-artikler... And good times was had by all, undtagen publikum selvfølgelig! Det er en serie, som jeg ikke forstår folk gider at være med til at lave. Outsourced skal foregå i Indien, men er tydeligvis filmet i USA, (Faktisk er jeg i tvivl om, om folkene bag nogensinde har været i Indien). Alle inderne spilles af amerikanere, med en indisk baggrund... Men jeg fatter ikke, at alle de amerikanske skuespillere, med en indisk baggrund, kan gå hjem uden et dårlig smag i munden, der gør så unødvendigt meget grin med et så stort og stolt folkefærd... Jeg kan ikke se serien uden at tænke over, hvor meget de personer har solgt ud!

Jep, det er min følelser so far, omkring de forskellige serier, som jeg går og følger med i... 30 Rock mangler, men den er simpelthen blevet sorteret fra, så jeg kan hygge mig med den hen over julen! :-) - Desuden lover/håber jeg at vende tilbage med Bored to Death og Arrested Development! - Hvis I mangler noget at lave over julen, så se det...

Community College!

Denne fine amerikanske institution, som for mange studerende er ildeset har nu affødt en serie. ’Community’. Ifølge serien, så tiltrækker denne type college, som, så vidt jeg forstår er en væsentligt billigere amerikansk uddannelsesløsning. Som folkeskolen overfor privatskolen herhjemme, så medfører dette også et helt andet niveau.

Dette opsummerer ’Community’ og siger at alle verdens low-lives dermed florerer på disse institutioner.

1.     Den ældre mand, der pludselig gerne vil have en uddannelse.

2.     Den sorte mor, der aldrig har haft tid.

3.     Sports-fyren der blev skadet i high school, og dermed ikke kunne få et football-scholarship.

4.     Stræber-pigen, der gik ned med stress i highschool, og derfor endte på rehab. – Som tillige var grim i HighSchool, og nu er blevet lækker, men med low self-esteem.

5.     Den indiske fattige fyr, der ikke har haft råd til andet.

6.     Hippie-pigen der først i slut-tyverne har fundet behov for eller tid til en uddannelse.

7.     Og sidst; seriens hovedperson: Fyren der er blevet taget for at snyde sig igennem College, og derfor ikke kan bruge sin advokat-degree to practice law.

Jep, og der er så en af hver.

Jeg har set alle seriens cirka 24 afsnit. Det er hele den første sæson, og der skulle så begynde en anden sæson efter sommerferien.

Jeg begyndte egentlig at se serien, først fordi TV3 var begyndt at sende den, i den fine sendetid. Men jeg kunne, ved hjælp af et par afsnit ikke lige finde ud af hvad der var så godt ved den. – Så læste jeg på et forum, omkring årets emmy-nominerede, at flere mente at ’Community’ var blevet snydt. Så der måtte jo være et eller andet ved det!

(Dog sagde det samme forum at ’The Big Bang Theory’ var blevet snydt, og puuha, det er godt nok blevet kedeligt og forudsigeligt, i løbet af det sidste år. Så hvis folk mener at dét er Emmy-materiale, i højere grad end ’The Office’ eller ’30 Rock’, så siger det mere om dem, end om serien.)

’Community’ er mildest talt en underlig serie, for det første lod til at det tog dem, cirka en halv sæson om at finde formen. Dette er nok meget normalt, men det er meget tydeligt i denne serie. Hollywood og serie-magerne i LA og SF, har efterhånden fundet ud af at, film-referencer er den mest direkte vej til folks funny-button. Så fra at have en figur, der kun kan referere til virkeligheden ud fra tv-serier, går serien til halvvejs igennem første sæson, at lave hele afsnit der plagerier forskellige film eller genrer.

-       Og må være ærlig, at sige, at det er først der min funny-button bliver kildet.

Hele serien starter med at disse figurer bliver samlet i en læsegruppe. Fordi seriens hovedperson, gerne vil score hippie-pigen, men hippie-pigen inviterer så alle de andre. Dog starter serien, som om at ingen af figurerne kendte i hinanden i forvejen, eller har nogen andre i deres liv. Faktisk de eneste figurer, fra karakterernes fortid der bliver præsenteret igennem seriens 24 afsnit er morens børn, og en kammerat hun har, som kun bliver omtalt. Ellers ser man også den indiske fyrs mand. Så er der også nogle andre, der til tider bliver omtalt, men generelt ser det ud som om at ingen af karaktererne har eksisteret før seriens startede.

Desuden virker seriens hovedperson, som bliver kørt i centrum af alle afsnits A- og B-historier, på mig, usympatisk og nærmest uvirkelig. Han har konstant en meget hård facade, der dog hurtigt brydes ned og bygges op igen i samme afsnit. Og desværre er dette sjældent sjovt.

Den eneste figur som fungerer hele vejen er den indiske, nærmest autistiske fyr, også fordi han er den eneste hvor baghistorien, ikke fortæller sig selv. Han er en smule mystisk, og så er han med hans konstante film og serie-referencer, seriens punch-line. Samtidig er han som Dwight fra ’The Office’ og til dels også Barney fra ’How I Met Your Mother’, i konstant kontrol over situationen og hans egne handlinger.

- Eksempelvis i et afsnit, hvor gruppen prøver at lære ham at score. Og forklarer ham, at han bare skal ændre sig, fra sit ellers meget tilbageholdne og beskedne personlighed. Derfor ændrer han sig hurtigt til hovedpersonen i MadMen, Don Draper, og formår i løbet af sekunder at charmere sig ind på stræber-pigen, der derefter er fuldstændig skudt i ham.

Det sjove er at, den indiske fyr, i serien, laver en web-serie, der tager udgangspunkt i de situationer som karaktererne kommer ud for i serien. Og fordi han har placeret dem alle i tv-serie-kliché-kasser, så er han ofte i stand til at forudse fremtiden. Dermed kan han lave hans web-afsnit før hændelserne har udspillet sig til ende. Det sørgelige for denne fyr er dog, at den eneste figur der fungerer i ’Community’, ham selv, ikke er med i hans egen serie.

Man kan dog sige, at det er flot af ’Community’ at tør lave en almindelig tv-serie. Altså ikke en mockumentary-serie, som vi efterhånden også har en del af. Der er dog heller ikke dåselatter på, og den er ikke bygget op, som en decideret sit-com, ligesom ’venner’. Den er nærmere, hvis jeg skal referere til noget, filmet ligesom ’Scrubs’.

Det var min, meget lange, fortælling omkring serien ’Community’, som jeg, efter at have set den, hverken syntes fortjener en emmy, eller at blive sendt på TV3… Jeg forstår ikke hvem den appellerer til i Danmark, siden halvdelen er serien foregår rundt om dette college-tema, og dermed en verden, som ikke mange danskere har first-hand-experience med. 

Måske den har været billig, siden ingen af figurerne rigtig er a-listere. Der er Ken Yeoung, som man kender som the chinese-guy, fra flere af disse Judd Apatow-film og lignende komedier.  Det er blandt andet ham der er kongen af rollespillet i ’Rolemodels’ og ham der hopper ud af bagagerummet nøgen i ’The Hangover’. Udover det spiller Chevy Chase rollen, som den gamle fyr. – Og det gør han vel egentligt okay, hvis ikke man kunne mærke at Chevy Chase ikke spiller rollen, men har lavet rollen ud fra hvad han syntes er sjovt.

- Men der er han vel efterhånden også i en amerikansk-komik-position til at måtte gøre, bare synd at det bliver på seriens bekostning. 

The Parks!

Se introen!



Yep, for den avancerede TV-seer så er det her tydeligvis en ny The Office. Sidebar: Det her er en dejlig instrumental intro, som man har lyst til at høre igen og igen. Det behøver nemlig ikke være en pop-rock-sang, for at være en god intro-sang; Friends, Big Bang Theory og, øhmm, How I Met Your Mother (still cool shows though)...

Men jep, det her er en sitcom, der har kørt 2 sæsoner indtil videre, første sæson dog kun af seks afsnit. Serien handler om en kommite, der står for Parks and Recreation i byen, så det foregår på et kontor, like The Office, men med flere politiske emner, måske lidt lånt fra det britiske In the Thick of It! - Der dog er væsentligt mere politisk avanceret...

Det er skaberne af The Office der står bag, en af hovedrolleindehaverne er Rashida Jones, som har haft en længerevarende rolle i The Office. Hmm, yderligere har Amy Poehler en hovedrolle. Amy Poehler er kendt fra SNL, og har i mange år været Tina Feys sidestykke dér... Og hun spiller egentlig den samme type som Tina Fey gør i 30 Rock, en single karrierekvinde.

But wait, theres more: En af hovedforfatterne på serien og producent, var head of writing på The Simpsons dengang det var godt, omkring 6-11 sæson, Mike Scully. Han lavede også sin egen serie i 2004, der kun kørte en enkelt sæson, med god grund, maaan, what a stinker, og det var faktisk instrueret af Mel Gibson. Haha, what were they thinking?

Med alt denne bagage, så kan det næsten ikke gå galt! Det er god hovedsagligt inspireret af The Office, hvilket måske er meget smart, da The Office stadig er lige så sjovt og aktuelt som altid, men skuespillerne begynder at bakke ud, eller ihvertfald Steve Carrel dropper nok ud efter den kommende sæson... - Og hvad vil det være uden ham? Så selvom vi elsker de karakterer, kan vi på en måde leve videre med Parks and Recreation... Fremfor at serien bliver ved med at køre indtil ingen af de originale karakterer er tilbage; Boom, Roasted, recently cancelled Scrubs!

Efter det oplæg er det svært ikke at tale positivt om serien, hvilket overrasker mig, fordi i starten syntes jeg at det plagerierede The Office for meget, til at det nogensinde kunne blive godt. Og det gør det også, men jeg tror alligevel det bliver godt, down the line. Jeg har ihvertfald kunne mærke en positiv udvikling fra 1. til 2. sæson. Ligesom med The Office, dengang det var nyt.

Karaktererne er der ihvertfald til at forelske sig i, og serien har ikke så selvudslettende præmis, som ihvertfald How I Met Your Mother har, og jeg også mente The Office havde i starten.

Men seriens bedste karakter er klart spillet af Aziz Ansari, åbenbart komediens nye håb. Han har haft flere biroller i nyere komediefilm, såsom 'I love you, man!' og 'Funny People', men han har for nyligt fået en aftale om at spille hovedrollen i 3 spillefilm, så vi kommer nok til at se en del til ham i fremtiden. Men han er også åndsvagt sjov! - Han har en del gylden dialog, og bruger meget sin krop og sit ansigt til at spille en meget flyvende og frisk figur:



Men dog ikke en så karikeret figur, som Barney i HIMYM, som man har svært ved at se have rigtige følelser... Mange af figurerne er ekstremt karikerede og uvirkelige, men de har alle en grad af virkelighed i dem, der gør at man sagtens kan se dem have rigtige følelser...

Anywho, jeg syntes ihvertfald at hvis man er fan af The Office, og mangler sit fix, så burde man bestemt se de udkommede afsnit af Parks and Recreation, og så kunne det være man begyndte at følge med i det efter sommeren...

Fiktion overfor virkeligheden!

Jeg har et problem, når det kommer til, jae, 'kulturelle tilbud'. - Jeg er bedst til at opsøge nogen selv, igennem eksempelvis internettet. - Heri er der jo egentlig ikke noget problem. - Problemet er at når nogen foreslår mig noget, lytter jeg ALDRIG! Faktisk tænder det mig mere af, hvis nogen foreslår mig noget.

'Du skal lige høre den her sang!' eller 'Har du nogensinde set 'XXXXX', det er satme en fed film', det hader jeg. Samtidig bruger jeg jo hver eneste chance jeg får, til at foreslå andre mennesker et fedt band, eller livsændrende film.

Jep, med alt det her vil jeg sige, at jeg løbende de sidst 3-4 år er blevet foreslået "Stranger than fiction". Jeg elsker Will Ferrel, eller jeg syntes ihvertfald han er sjov. Han har satme også lavet nogle stinkers, men lad det nu ligge.

Okay, så i dag, eller, her til aften! - Jeg har virkelig haft, hvad jeg ville kalde en 'hård dag'. Vågnede op med tømmermænd, fra en torsdagscafé, som jeg brugte størstedelen af gårsdagen, på at få i orden. Yes, ræsede ud på Uni, for at få sat gang i en eksamensopgave, hvorefter jeg begyndte på et nyt job i ComputerCity! Klokken 11 - 19. Woaw, det er en lang dag, på et nyt arbejde.

Yes, da jeg så får fri tænker jeg bare; Nu skal livet forsødes, inden jeg skal på arbejde igen i morgen tidlig. Jeg hopper i Bilka, og venter 20 minutter i kø, for at købe en sodavand og en ritter-sport! - Jeg cykler hjem i regnvejr og modvind, ligger mig på sofaen, benene kramper op, og lægmusklerne er følelsesløse.

Jeg slår over på Zulu, klokken er præcis 20.00... En film begynder, "Stranger than fiction".

- Det har været min første egentlige arbejdsdag i 8-9 måneder. De 8-9 måneder har jeg brugt min fritid på at drikke øl, være 'aktiv' på studiet, festudvalg og fagrådet. Men størstedelen er gået med at se fjernsyn...

Filmen handler om en forfatter, der søger en måde at slå sin protagonist ihjel. Sideløbende ser man en, umiddelbart, almindeligt kedelig mand (Will Ferrel), som til forskel fra alle andre mennesker hører en fortælle-stemme, der fortæller hans tanker og meninger, bedre formuleret end han selv er i stand til. - Den opmærksomme film-seer ligger hurtigt 2 og 2 sammen, og regner ud at forfatteren er fortælleren.

Men er Will Ferrel-delen virkelighed eller fiktion? Og hvad foretrækker man egentlig? - Efter at have brugt 8 måneder på, at både på studiet og i min virkelighed at fordybe mig i fiktion, og nu er kommet ud i, hvad jeg i denne lille sammenkog kalder, den egentlige virkelighed, kan man hurtigt komme til at ønske, at alting var som i bøgerne, eller filmene.

Har du ikke set 'Stranger than Fiction', så stop med at læse, se den, og vend tilbage...

I løbet af filmen kommer karakterne i filmen faktisk frem til, at fiktionen er strengt taget, at foretrække overfor virkeligheden, og at man skal være villig til faktisk at ofre sit liv, for fiktionens overlevelse. Dog, og det er her jeg afslører slutningen, nemlig at forfatteren/fortælleren vælger, selvom de øvrige karakterer og seeren, faktisk overbevises om fiktionens vigtighed, at virkeligheden er vigtigst. Lev livet mens du har det!

Da Will Ferrel ikke ved at han skal dø, lever han livet efter sine selv-opstillede regler og har ikke rigtig opnået noget, udover en stabil karriere. Men det sekund han finder ud af at han snart skal dø, vender han sit liv på hovedet, og begynder at opsøge alle de ting, han altid gerne have villet. Ekstremt livsbekræftende, men også en vigtig lektie.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på et afsnit af 'The Simpsons', hvor Homer læser en bog om hvordan man hurtigt bliver rig, og det første råd er at 'man skal leve hver dag, som om det er ens sidste', og han sætter sig ned på kantstenen og begynder at græde.

Så nu glæder jeg mig til at få hovedet ud af den her computer, få sovet et par timer og så ræse ud i virkeligheden i morgen tidligt. Fordi det er sgu der tingene foregår. Fiktion er på ingen måde nemmere, den har bare en fast opskrift, og det jo det vi søger.

(I denne parantes, som vil være knap så beklagende/belærende, vil jeg lige fortælle lidt om filmens kvindelige interesse for protagonisten: Maggie Gyllenhall, hende der overtog Katie Holmes's rolle i Batman, efter at Tom Cruise have ødelagt hende. - Og jeg har kun hørt, at folk ikke syntes hun er hverken 'sød' eller 'lækker'. - Men for søren, i den her film, og egentlig også i 'Crazy Heart', syntes jeg hun beviser at hun har den der skjulte kvalitet, som jeg, og fyre generelt egentlig søger i film.

En pige man bliver lidt små-forelsket i. - En pige man kunne forestille sig at være kærester med, som er sød og sjov, og alt det der.

Det samme kan Zooey Deschanel, hvilket hun viser i 'Yes Man' (en film lige så livsbekræftende) og især i '(500) Days of Summer'. - Da jeg så den sidstnævnte film, røg jeg i en lille psykose, og fik følelsen af at Zooey Deschanel havde slået op med mig. Jeg fik den der følelse, som kun piger kan give en. Der gik ihvertfald et par dage, før jeg var ovre det.)