fredag den 30. april 2010

Berlin – En medieret erindring


Dette er min medierede erindring om vores studietur til Berlin. Vi skulle lave en medieret erindring, omkring turen, og da min erindring er et medie, en blog, vil jeg ikke udelukkende erindre medie-oplevelser. – Som programmet også var mere eller mindre fattig af.

Faktisk starter vi med den der var, som jeg vil kalde udelukkende en medie-oplevelse på vores forud planlagte program: Berlins filmmuseum, og dermed også hvad der kaldes Sony-Centret. Det er et fantastisk sted, hvor man kan mærke kulturens tilstedeværelse.

Nærmest et colloseum af butikker og cafeér der omringer et værested og springvand. – Indenfor, men dog udenfor. Og i dette mediehjerte ligger Berlins filmmuseum, og Berlins filmskole.

- Vi snakkede en del om hvor fantastisk det måtte være, at gå på en filmskole, i fantastiske omgivelser, og desuden også med et filmmuseum inden for rækkevidde, til altid at minde en om hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen, som tysk filmskaber.

Dog er selve museet, som alle andre oplevelser i Berlin, dybt mærket af deres fortid. Altså hvor alt kører på skinner, indtil omkring ’33, og så er det bare møg indtil murens fald, og nu bygger de det langsomt op igen.

Og det er synd, fordi museet tegner et billede, af et pre ’33-Berlin der var dybt kulturelt nyskabende, og den smule filmhistorie jeg har på rygraden, fortæller mig da også at Tyskland, bestemt var med blandt de første.

Den anden overraskende oplevelse, i Berlin, var bestemt måden de skjulte nybyggerier/faldefærdige huse. Ikke alene var de beklædt med en kæmpe reklame, men rundt om reklamen var der et billede af en facade, der, om man så må sige, fyldte hele facaden. Om det var målet med renoveringen, at facaden, skulle ende sådan, var lidt uklart. Men bestemt en god idé.

Jeg prøver lige at forklare det igen, fordi det er lidt svært; Altså en hel side af en bygning var beklædt med en kæmpe stor plakat, og den forestillede egentlig bare bygningens facade, så det på sigt lignede, at huset så sådan ud. Og det var på store 4-6 etagers bygninger.
- Det er svært at forklare, uden at vise det.

Berlin som oplevelse!

Nu har jeg været i flere storbyer på kloden; bl.a. Johannesburg, Sao Paulo og New York. Og jeg må være ærlig; jeg syntes Berllin, er en af de mest deprimerende storbyer, jeg har været i. Det er faktisk også den eneste europæiske storby jeg har været i, i mit ’voksne’ liv.

Om den er så deprimerende for andre, kan jeg jo umuligt udtale mig om. Måske er det fordi, jeg er ud af en familie, der kommer fra det sydlige Jylland, og at jeg i min barndom er blevet fodret med historier fra krigen, af mine bedsteforældre.

Eller om det er fordi, at faget historie i slutningen af folkeskolen, og i størstedelen af mit handelsskole-forløb, har handlet om hvor ’onde’ tyskerne har været i fortiden. Og at jeg ubevidst hader tyskere, og derfor ikke bryder mig om at være i byen. Hmm, det er svært at svare på. Men det er den begrundelse jeg bruger på, hvorfor jeg er så ringe til deres sprog, når man tænker på at jeg har haft det i 5 år, og endda har taget ekstraundervisning i det.

En mental blokade overfor alt tysk! – Det lyder ikke usandsynligt…

Re-Vertigo

Det overraskende på denne akademiske outing, var egentlig hvor hurtigt alle folk røg tilbage i deres Gymnasie-roller. Det var præcis som min studietur på Handleren, bare uden regler. Det er hvad karakteren Marshall, fra How I Met Your Mother-tvserien, kalder for re-vertigo. Og jeg kan ikke huske det rigtige ord, men Lotte Nyboe omtalte fænomenet i en undervisnings-gang.

Det er simpelthen når mennesker ryger i en position, der minder så meget om noget de har prøvet før, at de ændrer deres personlighed derefter. At man snakker med en person fra folkeskolen, og derfor har en række ’interne jokes’ eller ’vendinger’, som kun giver mening for de involverede. Og det kan være så voldsomt, at man helt ændrer ens personlighed, og man får ændret sine moralske kodes.

Det skete for undertegnet, men også for flere andre det sekund vi steg ind i bussen. Der er jo den frihed ved at være i en fremmed by, at man som sådan kan gøre hvad man vil, fordi man aldrig vil have ’moralske tømmermænd’ overfor de lokale. At snakke dansk foran en der ikke forstår sproget, og på den måde ekskludere den givne person fra samtalen. Det er sjovt!

På turen fik vi, vores egne ’internet jokes’ og ’vendinger’, som nu, hvor vi er tilbage i ’virkeligheden’, ikke har den samme mening og betydelighed.

Oven i det kommer gruppe-mentalitet, hvor man nærmest ikke kan tænke selv, bare fordi man går i en gruppe af 20 personer. Når en person bevæger sig, går alle med. – Jeg fandt mig selv flere gange, stå og spørge folk; ’Hvad gør jeg nu?’ og ’Hvor er vi?’. Hovedsagligt når vi stod stille. – Jeg kunne slet ikke finde på, at finde et bykort frem (som jeg havde med), og tjekke hvor vi var henne i byen. Alle de andre var ikke bange, derfor bør jeg heller ikke være det.

Det var min medierede erindring om Berlin. Lidt over det hele, efter min egen mening, og ingen endelige konklusioner. Præcis som en god blog bør være. 

søndag den 25. april 2010

Kick-Ass sparker røv!

Eller, det syntes jeg faktisk IKKE, men det var en uundgåelig titel. Filmen promoveres/kaldes for at være en blanding af "Superbad" og "Spiderman". Og det er lige præcis hvad den er.

SPOILERS - SPOILERS - SPOILERS - SPOILERS - SPOILERS

Spiderman-fortællingen, med Spiderman-karakterer, men med forsøg på Superbad-humor, desværre lader det sig kun gøre et par gange. Fordi egentlig så er Superbad-delene bare, at der bliver sagt 'pik' og 'fisse' et utal af gange........og det får ikke Kick-ass helt derop.

Det er meget; Vi tegner et naturligt billede af en high school-kid, ved at få ham til at onanere foran computer-skærmen 8 gange, i løbet af de indledende credits, til minderne om hans storbarmede engelsklærer. Og på sin vis kopierer det direkte den indledende scene i Superbad hvor de 2 hovedkarakterer diskuterer porno-hjemmesider.

Egentlig syntes jeg at Nicholas Cage's (forholdsvis lille) rolle, hjælper filmen en del. Første gang man ser ham, pløkker han en lille pige direkte i brystet, hvorefter hun rejser sig op, og han aftaler derefter med hende, at hvis han må gøre det 2 gange mere, så tager de ud og bowler bagefter.

Men det er nok også fordi jeg altid har elsket Nicholas Cage, han har bare været lidt uheldig med rollerne på det sidste, og han er kommet i 'bad-standing' ved det brede publikum, hvilket også er hvorfor han økonomisk har været lidt ude og hænge (tror jeg!). Så det er godt at have ham tilbage i en Action-rolle, men også i en rolle hvor han ikke bare spiller 'Switch faces with me'/'Turn around in slow-motion'-Nicholas Cage, men faktisk spiller en lidt anderledes og sjov figur.

Med baggrund i traileren, så har filmen faktisk en overraskende kompleks historie, hvor de godt og vel 6-8 figurer har hver deres agenda, hvilket er dejligt. Faktisk vil jeg sige, at det er en af de få tegneserie-film, der giver én en følelse af 'tegneserie'. Både i forhold til historiens kompleksitet, og fortællerytme/-stil. Fuck it, jeg smider billedbeskæringen med hér, den minder også lidt om, lidt som i 'Sin City'.

Jeg antager at filmen bygger over flere bind, hvis filmen følger historierne kronologisk. Jeg fik ihvertfald en følelse flere gange, som om filmen skulle fortsætte (ligesom slutning af LOTR 3). Hvor det føles som om der kommer et klimaks, men at filmen fortsætter. Og det er på mange måder fair, hvis ikke filmen sluttede uden en endelig konklusion, men med et ekstremt usmagelig oplæg i til en efterfølger.

Denne efterfølger håber jeg kommer til at hedde 'Hit-Girl'. Hun er som en figur, taget direkte ud af en Tarantino-film, og hun er en fornøjelse at kigge på. En ung pige, 11 år tror jeg, med vilje og styrke til at slå 8 armored mænd ihjel, ALENE.
De kritiske film-seere (FOX-kvinder), siger at denne figur opfordrer børn til vold, og jeg er da ikke i tvivl om at til Halloween, vil enhver unge være klædt ud som 'Hit-Girl', Men under alle omstændigheder opfordrer denne figur da til kvinde-styrke, som en moderne 'Spice-Girl'.

- Det komiske er dog, at i scenerne med hende, kan hun sagtens tæve 52 mand, med bind for øjnene, men hun bliver altid i sidste øjeblik reddet af en mand (det er jo en Hollywood-blockbuster).

Kick-Ass skal dog have, at den behandler emnet om en 'virkelighedens superhelt' godt, i og med, at hovedpersonen faktisk nærmest ikke tæver nogen, han bliver bare indblandet i en masse ting. - Og bliver tvunget til at slå fra sig. 'Shit', 'Fuck og 'Awesome' bliver brugt konstant, og der er da også en sex-scene imellem high-school'ers i en baggård (Ted Moesby's datter, WHAAAT?!). Hvilket, som bekendt, ikke har været nem at få igennem censuren.

Da jeg så den, tænkte jeg konstant, at den er som 'Zombieland'. De prøver at tage en genre, og så presse den i boksen, jeg kalder, 'de nye komedier', dog syntes jeg ikke, at udførelsen er lige så lækker, som Zombielands. Men jeg kommer nok til at se Kick-Ass et par gange mere på DVD.

Jeg glæder mig stadigvæk mere til 'Scott Pilgrim vs. The World'.

lørdag den 24. april 2010

Pete, Berg and a Sharon (and a Pizza Place)

Hvis man googler denne series titel, så finder man en del andet, før man kommer til noget, der på nogen måde minder om en tv-serie...

  • To fyre og en pige (og et pizzaria (de første 2 sæsoner))



Jeg så lige idag, at de er begyndt at sende det igen på Zulu. Det kørte på Zulu dengang Venner kørte fast klokken 19.00 til 20.00, hvor da startede med en genudsendelse fra dagen før, og så et nyt afsnit. Jeg optog Venner på VHS dengang (endte faktisk med at have alle afsnit på video, det tog kun 3 år; nu tager det cirka et døgn at downloade).

Men nu og da, havde jeg planer imellem 19 og 20, så jeg indstilte videoen til at optage det med timer (en funktion videomaskiner havde, hvor man kunne indstille den til at begynde optagelsen på et bestemt tidspunkt, og nogen gange endda også bede den om at stoppe med at optage på et bestemt tidspunkt). Dog for at være sikker på at få det hele med, valgte jeg altid at ligge 30 minutter med i optage-tiden (det var intervallerne i timeren), så jeg ufrivilligt fik et afsnit af To fyre og en pige med.

Mit barndom til side; så er To fyre og en pige en klassisk sit-com, dåselatter and everything. Men på mange måder er det faktisk bedre end Venner, hovedsagligt på baggrund af dialogen, og faktisk også historierne. Og minder faktisk mere om nutidens sit-coms, end datidens. Hvilket måske forklarer hvorfor den blev hevet af without warning efter 4 sæson var blevet sendt.

Dens humor er nemlig, som jeg har fortalt om The Office flere gange, mere bygget op omkring referencer til moderne popkultur, end egentlig situation-comedy, hvor det er sjovt at Ross smører sig ind i for meget selvbruner.

Dette afspejles hovedsagligt i min yndlingsfigur i nogen serie nogensinde, som er med i To fyre og en pige, han har ikke nogen bærende rolle, og er så vidt jeg huske kun med i første sæson; Mr. Bauer. En fyr der hænger ud på hovedpersonernes arbejdssted, pizzeriaet.
Mr. Bauer er på mange måder dybt forstyrret, han tror nemlig at alle film han ser, er minder fra hans eget liv. - Og han refererer til dem, ved at indleve sig en ny rolle hver dag, som for eksempel Danny Zuko fra Grease. Der er mange billige grin på den konto, men det er simpelthen så fantastisk fundet på.

Til tider bøjer serien dens fortælleform, eller karakterenes figurer for at lave en god joke. Eksempelvis er det den eneste sit-com jeg har set, der laver et fast Halloween-afsnit hver sæson, lidt i stil med The Simpsons. Eksempelvis et afsnit, hvor alle personerne bytter hjerner, og derfor adopterer hinanden personlige træk.

- Eller et afsnit der refererer til den ene Hitchcock film, efter den anden, og slutter af med et Psycho-badeværelses-scene-soundtrack, du ved; Bam baaaaaa, bam baaaaaa......bam, baaaaaaa, bam baaaaaaa. Uha det er godt!

Et sidste eksempel vil være det allersidste afsnit, hvor seerne, ved hjælp af internettet, stemte om hvordan afsnittet skulle slutte. De troede under optagelserne at der ville være en 5. sæson, men det blev aldrig til noget.

Sidst men ikke mindst, så var det her den serie hvor Ryan Reynolds var sjov, og mindede endda lidt om en ung Jim Carrey, bare kønnere. Det var før Blade Trinity og Wolverine.

Se det på Zulu, hvis I får lyst! - Det er ligesom Venner, bare bedre.

fredag den 9. april 2010

En moderne familie!?

Al Bundy's back, baby!

Eller rettere sagt Ed O'Neill, fordi han spiller en lidt anderledes rolle i  ABC's nye sit-com, han er nemlig væsentligt ældre denne gang.

Serien hedder "Modern Family", og efter at have brugt idag på at se de, indtil videre, 19 afsnit, kan man vist kun sige at den viser, mere end noget andet, hvad gode forfattere og især valg af format kan gøre.

Fordi det er ikke ligefrem nye og/eller succesrige serie-skuespillere sit-com'en byder på:

Som sagt, Ed O'Neill, som jo spillede Al Bundy i "Married with Children", som jo, ja, var en ret stor serie i sin tid, men siden den sluttede i 1997, har man ikke rigtig set ham nogen steder. Han er stadig god!

Julie Bowen har været med i Boston Leagal, og har kunnet ses på TV2 tidlig eftermiddag i en serie der hedder ED, med ham som de fleste vist kun kender som JD's storebror fra Scrubs... Anywho Ed, kørte i 4 år, hvilket oftest betyder at den første sæson er rigtig god, men så gik det ned af bakke derfra (et gæt!)

Ty Burrell er rigtig saftig; han har indenfor de sidste 5 år været med i 2 sit-coms der blev cancelled efter første sæson... "Out of Practice" og "Back to You", men det er ikke udelukkende hans egen skyld, fordi i begge disse sit-coms har Kelsey Grammer (Fraiser) været involveret, og han har hurtigt vist sig at være en sit-com dræber, siden spin-off'en Fraiser sluttede.

Jesse Tyler Ferguson har været med i "The Class", som kun kørte en enkelt sæson i 2007, men som eller har været med i lidt blandede serier, med små bi-roller, dog der spændte sig over flere afsnit.

Og når man kigger på bi-skuespillerne ser man: Shelley Long (Sam's første kærlighed fra "Cheers"/"Sam's bar"), Benjamin Bratt (Law & Order) og Fred Willard (der findes stort set ikke en sit-com eller dårlige komediefilm, som han ikke har haft en birolle i)...
På birolle-listen ser man dog også: Minnie Driver og overraskende Edward Norton...

I forhold til formatet så er "Modern Family" tydeligt inspireret af "Arrested Development" og "The Office", en Mockumentary, altså filmet som en dokumentar-film, men omkring fiktive historier.
Alle kameraer er håndholdte, undtaget 'interview-scener', hvis dette gøres ordentlig, hvad det gør i "Modern Family", så kan beskæringerne virkelig være fantastiske fordi det går så vidunderligt hurtigt.

Fortællingerne er til forskel fra de to storesøstre en del mere "down to earth", og ikke så langt ude og uvirkelige som "Arrested Development". Man behøver heller ikke have så stor en viden om moderne amerikansk popkultur, som man skal for at forstå størstedelen af vittighederne i "The Office".

Derfor tror jeg også at denne serie vil ramme bredere, fordi jeg kunne godt se mine forældre grine af det her:




Den handler om den moderne familie, en far, en søn og en datter, som hver har deres familie:
  • Faren er gift med en yngre columbiansk kvinde, som har en søn fra et tidligere ægteskab.
  • Sønnen er homoseksuel, og har lige, sammen med sin partner, adopteret en asiatisk datter.
  • Datteren er hjemmegående husmor, med 2 døtre, 1 søn og en mand som stort set er en af børnene.

- Og det er egentlig præmissen! Så der er jo masser af plads til at skabe nogle troværdige figurer og ikke mindst udvikling!

Det minder meget om serier såsom "According to Jim", "King of Queens" eller "Everybody loves Raymond", udfra rytmen og de fortalte historie, dog uden dåselatteren, med et mere levende kamera, og så med en dialog der ikke skal levere et x antal 'laugs per minute', men faktisk gerne vil fortælle en helstøbt historie, med nogle skarpe syn på hverdagen. Det bliver dog til tider en smule forudsigeligt, fordi man dybest set kender historie-strukturen, men man glæder sig til at finde ud af hvordan figurerne NÅR fra A til B...


Et par gode eksempler på fantastisk dialog:

En kvinde siger til sønnens kæreste at hun ikke syntes at Merryl Streep var det korrekte valg til hovedrollen i 'Mamma Mia', og hans svar er:

"Merryl Streep could be the next Batman, and still be the right choice!"

Datterens mand bliver interviewet alene:
"I really don't know where my fear of clowns come from!? - My mon says its because, when I was a kid, I found a dead clown in the woods....but I'm not sure?"

Den 10-årige columbianske søn:
"What I'm most afraid of? - Dying alone!"

Jeg tror den her serie kommer til at køre i lang tid, ihvertfald indtil den asiatiske adoptiv datter bliver 7 år... Exciting times!

onsdag den 7. april 2010

Live from New York, it's Saturday Night!

Saturday Night Live - SNL i folkemunde...

Jeg har efterhånden fulgt med i Saturday Night Live fast det sidste halvandet år. Selvom det foregående halvandet års udsendelser har været fyldt med både ups and downs, er det svært ikke lige at kigge med... 

Nu taler jeg ikke om Zulu's undertekstede og til tider afkortede udsendelser, men, ja, lad os bare sig, "I got my ways of getting what I want", fordi NBC's frygt for viral reklame har jo gjort, at intet af 35 års materiale er tilgængeligt på gratis video-sider; YouTube eksempelvis. Desværre! Fordi det er djævelsk godt, og perfekt til mediet. 

For ikke-fans kan jeg jo lige sige at Saturday Night Live, meget firkantet, bare er en række sketchs, efterfulgt af hinanden, og det er præcis hvad Casper C's og hans kompagni af uopfindsomme sjæle kalder for "Live fra Bremen". Dog er problemet med "Live fra Bremen", at det ender som en serie pinlige hændelser, der ikke tør være edgy eller tænke stort, men skal ramme Hr. & Fru Hest, så det ender mere som et ugentligt opdateret afsnit af Cirkusrevyen (hvilket også klinger igennem, i deres nu anden sæson, hvor de endda har lånt en af cirkusrevyens skuespillere. MERE ULF PILGAARD!!!). 

Og i forhold til Hr. & Fru Hest, er det jo også fint nok, at de er målgruppen, det er jo kun dem der sidder hjemme fast på skærmen fredag-aften, og jeg må være ærlig, jeg beskylder da også udelukkende sendetiden for, at jeg ikke har flere afsnit, at bunde min kritik i. Men Saturday Night Live formår, til trods for deres anderledes format, at ramme bredt, så noget må kunne gøres, måske er det pengene og humoren der dybest set mangler. Tit virker det også som om det er båndede udsendelser der bliver sendt ud i æteren, det er måske bare mig der er efterladt med den følelse. Altså det er muligt at det er optaget, i et stykke, men det foregår ikke imens jeg ser det. 

Saturday Night Live er det mest live program på amerikansk TV, normalt er der en 7 sekunders forsinkelse, så man kan afbryde, hvis noget uventet sker, men ikke på SNL. Man kan sige at det jo også er en grundlæggende præmis for programmet, at hvis noget uventet sker, så bliver det sendt ud. (Eksempler kunne være tidligere på året, hvor en af skuespillerne kom til at sige "fuck", hvilket er forbudt på de nationale kanaler. Et endnu bedre eksempel er for nogle år siden, hvor Sinead o'Connor, under hendes optræden, hiver et billede frem af paven, og river det over i to dele)

Man kan også vurdere hvorfor Zulu vælger at begynde, at sende "Saturday Night Live" den samme TV-sæson, som de begynder med "Live fra Bremen", fordi jeg har hørt flere, der ikke kendte SNL før, finde sammenligningen imellem de to. Jeg tvivler på at det har været intentionen, eller hvad?

Jeg er dog glad for det, fordi Zulu har en forventning om at nu, på SNL's 35. år, er Danmark klar til at se det. Altså at den kulturmæssige baggrundsviden er imellem Danmark og USA nu så lige, at vi forstår de samme jokes. Så er vi da nået et stykke! (Hertil skal så siges, at nogle jokes og sketches i den "danske" udgave af programmet klippes ud, fordi de simpelthen er for amerikanske, men nok også af tidsmæssige årsager)
Hvilket også kan forklare hvorfor TV3+ er begyndt at sende den amerikanske udgave af The Office, da denne serie også indeholder en stor mængde af referencer til den amerikanske populærkulturen, og faktisk bygger meget af humoren på det. 

For at opsummere so far "Live fra Bremen" - BAD - "Saturday Night Live" - GOOD! 

Jeg begyndte at se Saturday Night Live fast, fordi jeg havde en kammerat der var stor Will Ferrel-fan, og han viste mig en serie af sketches, som Mr. Ferrel havde medvirket i, i virke af at han i en længere periode var en del af det faste cast. Hold kæft, det er sjovt... Hvis nogen ikke har set den, så opfordrer jeg alle til at anskaffe sig "Saturday Night Live: The best of Will Ferrel" på DVD eller des lignende. Jeg faldt hurtigt for klassikere såsom: "More Cowbell", "You, me, him, me, you, him", "Robert Goulet raps" og "The cheerleaders". 

Så begyndte jeg at undersøge nærmere hvad det var, og det viste sig hurtigt at alle de største amerikanske  komedie skuespillere kommer fra det program. Steve Martin, Bill Murray, Chevy Chase, Dan Akroyd og John Belushi (According to Jim's SJOVE storebror), var med til at starte det. Men efterfølgende har programmet født skuespillere såsom: Michael Myers, Eddie Murphy, Dana Carvey, Chris Rock, Adam Sandler, Chris Farley, David Spade, Tina Fey, Will Ferrel, Molly Shannon, Jimmy Fallon og af de nyeste kan nævnes: Bill Hader, Will Forte og Kristen Wiig. 

Altså med de her stjerner på fjerneren hver lørdag, kun med ét mål, at få seerne til at grine, så er det da utroligt at ikke flere mennesker følger med, across the globe. Come on! Se det nu... Det vil overraske  positivt!