Berlin – En medieret erindring

Dette er min medierede erindring om vores studietur til Berlin. Vi skulle lave en medieret erindring, omkring turen, og da min erindring er et medie, en blog, vil jeg ikke udelukkende erindre medie-oplevelser. – Som programmet også var mere eller mindre fattig af.

Faktisk starter vi med den der var, som jeg vil kalde udelukkende en medie-oplevelse på vores forud planlagte program: Berlins filmmuseum, og dermed også hvad der kaldes Sony-Centret. Det er et fantastisk sted, hvor man kan mærke kulturens tilstedeværelse.

Nærmest et colloseum af butikker og cafeér der omringer et værested og springvand. – Indenfor, men dog udenfor. Og i dette mediehjerte ligger Berlins filmmuseum, og Berlins filmskole.

- Vi snakkede en del om hvor fantastisk det måtte være, at gå på en filmskole, i fantastiske omgivelser, og desuden også med et filmmuseum inden for rækkevidde, til altid at minde en om hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen, som tysk filmskaber.

Dog er selve museet, som alle andre oplevelser i Berlin, dybt mærket af deres fortid. Altså hvor alt kører på skinner, indtil omkring ’33, og så er det bare møg indtil murens fald, og nu bygger de det langsomt op igen.

Og det er synd, fordi museet tegner et billede, af et pre ’33-Berlin der var dybt kulturelt nyskabende, og den smule filmhistorie jeg har på rygraden, fortæller mig da også at Tyskland, bestemt var med blandt de første.

Den anden overraskende oplevelse, i Berlin, var bestemt måden de skjulte nybyggerier/faldefærdige huse. Ikke alene var de beklædt med en kæmpe reklame, men rundt om reklamen var der et billede af en facade, der, om man så må sige, fyldte hele facaden. Om det var målet med renoveringen, at facaden, skulle ende sådan, var lidt uklart. Men bestemt en god idé.

Jeg prøver lige at forklare det igen, fordi det er lidt svært; Altså en hel side af en bygning var beklædt med en kæmpe stor plakat, og den forestillede egentlig bare bygningens facade, så det på sigt lignede, at huset så sådan ud. Og det var på store 4-6 etagers bygninger.

- Det er svært at forklare, uden at vise det.

Berlin som oplevelse!

Nu har jeg været i flere storbyer på kloden; bl.a. Johannesburg, Sao Paulo og New York. Og jeg må være ærlig; jeg syntes Berllin, er en af de mest deprimerende storbyer, jeg har været i. Det er faktisk også den eneste europæiske storby jeg har været i, i mit ’voksne’ liv.

Om den er så deprimerende for andre, kan jeg jo umuligt udtale mig om. Måske er det fordi, jeg er ud af en familie, der kommer fra det sydlige Jylland, og at jeg i min barndom er blevet fodret med historier fra krigen, af mine bedsteforældre.

Eller om det er fordi, at faget historie i slutningen af folkeskolen, og i størstedelen af mit handelsskole-forløb, har handlet om hvor ’onde’ tyskerne har været i fortiden. Og at jeg ubevidst hader tyskere, og derfor ikke bryder mig om at være i byen. Hmm, det er svært at svare på. Men det er den begrundelse jeg bruger på, hvorfor jeg er så ringe til deres sprog, når man tænker på at jeg har haft det i 5 år, og endda har taget ekstraundervisning i det.

En mental blokade overfor alt tysk! – Det lyder ikke usandsynligt…

Re-Vertigo

Det overraskende på denne akademiske outing, var egentlig hvor hurtigt alle folk røg tilbage i deres Gymnasie-roller. Det var præcis som min studietur på Handleren, bare uden regler. Det er hvad karakteren Marshall, fra How I Met Your Mother-tvserien, kalder for re-vertigo. Og jeg kan ikke huske det rigtige ord, men Lotte Nyboe omtalte fænomenet i en undervisnings-gang.

Det er simpelthen når mennesker ryger i en position, der minder så meget om noget de har prøvet før, at de ændrer deres personlighed derefter. At man snakker med en person fra folkeskolen, og derfor har en række ’interne jokes’ eller ’vendinger’, som kun giver mening for de involverede. Og det kan være så voldsomt, at man helt ændrer ens personlighed, og man får ændret sine moralske kodes.

Det skete for undertegnet, men også for flere andre det sekund vi steg ind i bussen. Der er jo den frihed ved at være i en fremmed by, at man som sådan kan gøre hvad man vil, fordi man aldrig vil have ’moralske tømmermænd’ overfor de lokale. At snakke dansk foran en der ikke forstår sproget, og på den måde ekskludere den givne person fra samtalen. Det er sjovt!

På turen fik vi, vores egne ’internet jokes’ og ’vendinger’, som nu, hvor vi er tilbage i ’virkeligheden’, ikke har den samme mening og betydelighed.

Oven i det kommer gruppe-mentalitet, hvor man nærmest ikke kan tænke selv, bare fordi man går i en gruppe af 20 personer. Når en person bevæger sig, går alle med. – Jeg fandt mig selv flere gange, stå og spørge folk; ’Hvad gør jeg nu?’ og ’Hvor er vi?’. Hovedsagligt når vi stod stille. – Jeg kunne slet ikke finde på, at finde et bykort frem (som jeg havde med), og tjekke hvor vi var henne i byen. Alle de andre var ikke bange, derfor bør jeg heller ikke være det.

Det var min medierede erindring om Berlin. Lidt over det hele, efter min egen mening, og ingen endelige konklusioner. Præcis som en god blog bør være.